Nu smider skuespilleren og supermodellen Eva Mendes igen tøjet for Calvin Klein.

Både Calvin Klein og Eva Mendes elsker tilsyneladende frække reklamer med masser af bar hud.

Nu er supermodellen igen aktuel i en reklame for modehuset Calvin Klein. Denne gang poserer hun topløs i Calvin Kleins nyeste reklame for jeans.

Iført stramme hvide, beskidte jeans slanger hun sig topløs og svedende i sandet med den nye Calvin Klein model Jamie Dornan. Det minder nærmest om dengang Helena Christensen i 1991 legede forførende rundt i sandet i Chris Isaaks verdensberømte musikvideo Wicked Game.

Om reklamestuntet kan skabe vejen for en kæmpe relancering af de hvide '80'er- '90'er jeans må tiden vise, men både Calvin Klein og Eva Mendes forstår i hvert fald at tiltrække sig den nødvendige opmærksomhed.  

Således er det blot et par måneder siden, at den sexede supermodel prydede kæmpemæssige billboards (kæmpemæssige reklameplakater på flere meter, der oftest er sat op på facader, red.).

I sexet undertøj slangede supermodellen også dengang sine lange lemmer om en mandlig model. Den vovede reklame delte amerikanerne i to - de, der syntes godt om dem, og de, der syntes, de var alt for sexede og vovede til at udstille til offentligt skue for børn og mindreårige.

Debatten omkring Calvin Kleins meget sexede reklamer er dog langt fra ny. Tilsyneladende mener modehuset, at al omtale er god omtale.

I juni 2009 kunne amerikanerne spærre øjnene op til endnu en - for mange af dem - grænseoverskridende kæmpemæssig reklame. Den flere meter store billboard, der viste en pige i en noget, der mindede om starten på en hed trekant med to fyre, blev for hård kost for de puritanske amerikanere. Reklamen blev derfor udskiftet med en tilsyneladende meget mere sober model, en billboard af en våd supermodel i en stram, lille bikini.