12 ugers benhård body bootcamp skal der til. Men så bliver stjerner som Iben Hjejle. Sys Bjerre, Lisbeth Østergaard, Mille Dinesen og mr.Klovn himself, Casper Christensen, også lækrere end nogensinde!

Kendisser som dem kaster sig for tiden i favnen på den nye sundheds- og slankeguru Lotte Arndal.

Herfra sluses de ind i en tre måneder lang body bootcamp, hvorefter de kommer ud i den anden ende som lækre nye mennesker.

Så lækre, at de hellere end gerne viser resultatet frem.

bodybootcampibenhjejle

På arndalspa.dk kan man således finde før og nu billeder af de kendte, som har al mulig grund til at juble over de meget synlige resultater.

Den populære sangerinde Sys Bjerre har således smidt hele 8,3 kilo og fået meget mere energi.

- Det er sindssygt mange penge, men det er den bedste investering jeg har foretaget i mit liv, siger 26-årige Sys Bjerre til B.T. om body bootcampen, som koster 19.900 kr.for den ' normale' udgave, mens ' luksus-pakken' kræver en investering på 32.800 kr.

- Efterhånden er det halvandet år siden, jeg gik der. Men jeg har holdt ved, forklarer Sys Bjerre, som tror, at netop det lange, intense forløb er årsagen til, at det varer ved. 

Får det ind på rygraden

- Jeg kunne ikke finde ud af det med at styrketræne og spise ordentligt.

Det har jeg altid været rigtig dårlig til. Men på grund af det lange forløb får man det virkelig ind på rygraden, og det er grunden til, at det er så effektivt.

- Jeg er jo sådan en dansker-én, som bliver for tyk af at spise for meget brød og pasta. Men for mig handler det ikke om at være tynd. Det handler om at blive sund, siger Sys Bjerre om bootcampen, som har fokus på mad, træning, søvnvaner og vejrtrækning og indledes med en 'nulstillingsuge', hvor fast føde er bandlyst.

Og Sys Bjerre er altså ikke ene om, at sværge til Lotte Arndals metoder.

Også den kendte tv-værtinde Lisbeth Østergaard har været på body bootcamp og har kappet hele 17 cm af sit taljemål.

Iben Hjejle er også med på holdet.

Hun er blevet hele to tøjstørrelser mindre og glæder sig ifølge hjemmesiden for første gang i 10 år til at gå bikini-og bare-ben-sæsonen i møde.

Og ' Borgen' stjernen Mille Dinesen, 37, mener ligefrem, at hun ser yngre ud, end da hun var 25.

Men det er ikke kun de kvindelige stjerner, der nyder godt af Lotte Arndals benhårde kur.

Også Casper Christensen er blevet et nyt menneske. Som han fortæller på hjemmesiden:

- Du ser sgu godt ud..., siger en fremmed dame på 50 år. Selvfølgelig var jeg smigret og glad, men var det det hele værd? Nej, selvfølgelig ikke.

- Jeg er gået tre buksestørrelser ned, min livvidde er syv cm mindre og min brystkasse er vokset. Det hele værd? Måske.

-  Jeg vågner frisk hver morgen, mit stress er væk, større overskud. Det hele værd?

- Ja, for fanden. Jeg har ikke haft det fysisk og psykisk bedre siden min studentertranslokation. Og hvordan fejrer man så, at de 12 uger er overstået?

Med træning og mere salat, erklærer Casper Christensen.