Arnold Schwarzenegger skriver sig nu på listen over kendte mennesker, der går forrest i kampen for at få folk til at blive hjemme, imens coronavirussen spreder sig.

Arnold Schwarzenegger har nemlig delt en video på sin Twitterprofil, hvor han er i selskab med sin pony Whiskey og sit æsel Lulu.

Her opfordrer han befolkningen til at blive hjemme, så længe coronavirussen stadig hærger verdenen.

»Det vigtigste er, at du bliver hjemme, da der er udgangsforbud. Ingen må gå ud. Især ikke sådan nogle på 72 år som mig. Efter du er fyldt 65 må du ikke gå ud af huset i Californien. Så vi bliver hjemme, og vi spiser her,« siger Arnold Schwarzenegger.

Superstjernen har intet mindre end 4,4 millioner følgere på sin Twitterprofil.

Og til dem fortæller han, at de kan gøre deres for at virussen ikke spreder sig mere.

Han siger videre i videoen, at man skal passe på ældre og svækkede mennesker, så de ikke kommer i kontakt med den dødelige virus.

'Blive hjemme så meget som muligt. Lyt til eksperterne, ignorer dem, som ikke gør, hvad der bliver sagt. Vi vil komme igennem det her sammen,' skriver Arnold Schwarzenegger i sit Twitteropslag.

Og der er flere kendte, der bakker op om at bruge deres sociale medier til at nå ud til befolkningen.

Store navne som Hilary Duff, Taylor Swift, John Legend og Lady Gaga har også været på sociale medier for at opfodre befolkningen til at tage coronavirussen alvorligt.

Blandt andet skriver Lady Gaga på sin profil, at hun er gået i selvvalgt karantæne og ikke ser sine forældre, så længe virussen florerer.

Lady Gaga har hele 39,8 millioner følgere på sin Instagram.