I januar meddelte psykolog Sarah Zobel og popstjernen Burhan G, at de efter seks år sammen havde besluttet at gå hver til sit, og mens Sarah Zobel selv skulle tackle bruddet, kæmpede hun også med følelsen af at være en falliterklæring som mor.

»Først var der et brud med min eksmand, og så et nyt brud, så det var dobbelt op på smerte ifht mine børn. Det en sorg at bryde en familie op, som man næsten lige har startet. Det ligger der utrolig meget smerte i. Der var også et håb om, at vi skulle skabe den her familie sammen, så det er jo en sørgelig situation. Jeg følte mig som en falliterklæring, for hver gang man går ind til hinanden og skaber børn, så ligger der en drøm eller forhåbning om, at man sammen kan skabe et familieliv,« siger Sarah Zobel til B.T.

Hun har sønnen Dallas på to år med Burhan G, og derudover er Sarah Zobel mor til datteren Roberta på 17 år og sønnen Vincent på 12 år, som hun har med sin eksmand, tidligere balletdanser Alexander Kølpin.

I en ny bog om børn og børneopdragelse ’Det gør ondt i maven, mor’, som Sarah Zobel har skrevet i samarbejde med  psykoterapeut og forfatter Iben Sandahl, beskriver hun, hvordan hun følte skam over at være for drænet til at være der nok for sine børn.

’Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er gået ud på badeværelset for lige at græde færdig og tage koldt vand i ansigtet, så børnene ikke skal se, at jeg har grædt,’ skriver Sarah Zobel i bogen, der udkommer tirsdag.

Burhan G og Sarah Zobel til Zulu Awards i 2014.
Burhan G og Sarah Zobel til Zulu Awards i 2014. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

»Jeg tror, at i enhver situation hvor der er et brud, vil forældre selvfølgelig være tusinde gange mere kede af det, end man skal dele med sine børn. Vi er ældre end dem, det er vores ansvar, og vi skal være de voksne. Så i sådan en situation, når man er så ked af det, som jeg var,  så har man brug for at være et sted, om det er på toilettet, hos en psykolog eller en god veninde. Et sted, hvor man kan græde ud i fred for at sige det lige ud,« uddyber Sarah Zobel til B.T.

I bogen anerkender hun også, at det hårde brud samtidig fik hende til at huske, at tingene ikke altid er perfekte.

'Det er heldigvis ikke perfekt. Men det er menneskeligt og godt nok,” lyder det i bogen.

Sarah Zobel fortæller, at trods hendes egen dårlige samvittighed dengang, er børnene kommet godt gennem bruddet og har det fint.

»De store børn mærker et brud igen, men selvfølgelig kan man ikke sammenligne det for dem ifht skilsmissen fra deres far, så de har taget det helt fint. Og Dallas er så lille, at det er begrænset, hvad han forstår – udover at han selvfølgelig nu bor to forskellige steder,« siger Sarah Zobel og fortæller, at Dallas bor mest hos hende, da han stadig er lille.

Her godt syv måneder efter, at parret meddelte deres brud offentligt, er Sarah Zobel også selv langsomt på vej videre, fortæller hun.

»Jeg vil ikke sige, jeg er på den anden side, men jeg er på vej. Jeg ved ikke hvortil, men jeg er i hvert fald på vej. Det er en proces, og jeg giver det den tid, det tager. Og det er egentlig også en meget rar fornemmelse. Friheden i at være i det med de følelser, der nu er. Det er en rutchebane engang i mellem, og den ene dag er man ked af det og sidder og tænker: ’Åh gud nej, hvad skal der ikke ske’. Andre gange er det faktisk fint. Så længe man har det godt med sin familie, sine børn og sine eks’er – så skal det hele nok gå,« siger en smilende Sarah Zobel og understreger, at hende og Burhan har et fint forhold i dag.