Som skilsmisseforælder kan man ikke få i både pose og sæk.

Det må forsidefruen fra TV 3-programmet af samme navn, Sarah Louise Christiansen, erkende. Hun skal nemlig for første gang, siden hun har fået børn, holde jul uden dem.

Og det tager hun konsekvensen af.

Hun har nemlig besluttet sig for, at så vil hun slet ikke holde jul med nogen, hvis hun ikke kan være sammen med sine tre børn Albert, Arthur og Alma.

Det skriver hun på sin blog, hvor hun også åbner op om følelserne:

»I virkeligheden har jeg det sådan her... Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg har lyst til at græde og kaste op på samme tid. Jeg gruer for at få voldsomt ondt af mig selv!,« skriver hun og tilføjer:

»Jeg har ikke så meget familie, og det, jeg har, bor i Jylland. Jeg er selvfølgelig inviteret til Jylland, men jeg orker simpelthen ikke turen, og ungerne kommer hjem dagen efter juleaften, og jeg kommer alligevel bare til at sidde og mugge over, at mine babyer ikke er der.«

Hun er også blevet inviteret hjem til nogle venner, men vil hellere sidde alene.

Julen i venners skød vil nemlig blot minde hende om, hvor meget hun savner sine egne børn, skriver hun videre på bloggen.

Sarah Louise og faren til hendes tre børn, Michael Handryciak, gik fra hinanden sidste år, og derfor har forsidefruen skullet vænne sig til et nyt liv som alenemor.

Det betyder blandt andet, at hun skal tilbringe julen alene, fordi børnene i år skal fejre højtiden med deres far.

Aftenen vil hun bruge på at spise sushi, drikke noget vin og se gyserfilm i håb om, at det kan få hende til at glemme, at det er juleaften.