Den tidligere forsidefrue Sarah Louise Christiansen havde udelukket, at det nogensinde ville ske for hende igen.

At hun skulle finde en mand, som passede ind i hendes livs puslespil, som byder på børn, karriere og masser af personlighed.

Men det skete, og nu skal hun og kæresten, Anders Bjerregaard, flytte sammen. Det har kendissen afsløret på sin Instagram, hvor hun også har delt billeder af deres fremtidige hjem.

'Tænk engang. I morgen sker det! Der flytter vi i huset, som vi har købt sammen. Netop som jeg egentlig havde afskrevet kærligheden og troen på, at jeg nogensinde ville møde en, som kunne få flammen til at blusse op og samtidig rumme mit liv med 3 børn og selvstændig karriere for ikke at tale om min til tider vanvittige personlighed,' skriver hun og fortsætter:

'Så stod han der, og han blev hængende, og nu har vi investeret i en fælles fremtid'.

Parret har sammen investeret i et hus i Vedbæk, som Christiansen har delt et billede af på sin profil.

Realityportalen skriver dog, at Bjerregaard, der er iværksætter, kommer til at beholde sin bolig i Fredericia tæt på arbejde og børn.

Desuden har den 38-årige tidligere medvirkende i 'Forsidefruer' også et sommerhus, hun ikke så gerne vil af med.

Parret har tilsammen seks sammenbragte børn, som ifølge Sarah Louise Christiansen kommer godt ud af det med hinanden.