Hun husker, at hun fik stukket et metro-kort over Paris i hånden og en voucher på 15 euro: »Du har 18 møder i dag. Du starter kl. 9,« sagde de. Hun nikkede. Hun var 17 år gammel.

»Jeg var flyvende. Det var pissespændende. Jeg havde en fest,« smiler Sarah Grünewald ved mindet om den unge version af sig selv. Hende, der blot var en stor pige, da hun blev model for nogle af de største i verden.

»Min kæreste har en datter på 16, og når jeg tænker på, at da jeg var i hendes alder, tog jeg bare af sted? Det var fandme vildt, når jeg kigger tilbage på det,« lyder det fra Sarah Grünewald, som - da interviewet finder sted - endnu ikke har valgt til at indvie omverdenen i tabet af sin bror.

Fortiden som model fornægter sig ikke, når hun skødesløst cool træder ind i caféen. Strikhuen trukket trendy ned til ørerne. De posede bukser, der stumper lige over kanten på de rå ankelstøvler.

Fortiden som model fornægter sig ikke.
Fortiden som model fornægter sig ikke. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men hendes smil - dét, der hver fredag varmer helt ud i stuerne, når ‘Vild med dans’ toner frem på skærmen - lyser rummet op, og det er, som om den lille pige fra Falster kommer tilbage. Hende, hvis rejse vi skal tale om.

Pitstoppet lige nu er en rolle i Søren Kragh-Jacobsens nye film ‘Lille sommerfugl’. Men der har været mange stop på Sarah Grünewalds vej. Krakelerede glansbilleder, misbrug og kriminalitet, modellivet, afvænning, tv-vært, ægteskab, mor. Men ifølge Sarah Grünewald er den røde tråd der.

»I dag giver det hele enormt meget mening. Jeg ville være skide god til det hele. Jeg skulle være den bedste til at stå på rulleskøjter, den bedste til at tage stoffer, den bedste til at ryge hash, den bedste til at male graffiti.«

»Det har fulgt mig. Hver gang nogen siger, at ‘det kan du ikke’, skal jeg nok finde ud af det. På den måde har der altid ligget et drive i dét, jeg laver,« siger Sarah Grünewald.

I dag er det åbenlyst, at hun blev model. Men det var en noget anderledes ung Sarah, der for knap 20 år siden blev opdaget af det kendte modelbureau Scoop Models.

Som 14-årig indledte hun nemlig, hvad hun selv kalder »et opgør med mig selv«.

»Jeg havde brug for at føle, at jeg var god til noget og var en del af et socialt netværk, så jeg kastede mig ud i ekstremer og miljøer, der ikke var supersunde, men var, hvad jeg havde brug for,« forklarer hun om at blive en del af punk- og technomiljøet hjemme på Falster. Som en af de yngste.

»Mine venner har altid været lidt ældre end mig, så der var også noget at leve op til for en lille pige. Jeg skulle fandme vise dem, at jeg ikke bare var hende den pæne lille pige. Det tror jeg, at jeg havde brug for at bryde ud af dengang. For jeg var et glansbillede af, hvordan en rigtig pige skulle være.«

Trods sin vilde fortid, fortryder Sarah Grünewald intet. Uden den var hun nemlig ikke, hvor hun er i dag.
Trods sin vilde fortid, fortryder Sarah Grünewald intet. Uden den var hun nemlig ikke, hvor hun er i dag. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Der var stoffer, druk, kriminalitet. Og jeg var skide god til det. Jeg kunne rulle en joint med én hånd, var bare rigtig god til hele tiden at være på kanten af det grænsesøgende. Jeg havde brug for at finde ud af, hvad jeg var, og hvem jeg var. Jeg var små-rebelsk, klippede alt mit hår af og havde 14 piercinger i ansigtet.«

Hun smiler ovre på den anden side af bordet. Sipper lidt af kaffen og skammer sig ikke over sin fortid. Uden den sad hun ikke her i dag. Som en af Danmarks mest populære tv-værter. Og nu også skuespiller.

Det var den små-rebelske Sarah Grünewald med de 14 piercinger, som Scoop Models så dengang.

»Hvis du tager dine piercinger ud, kan du tjene rigtig mange penge,« sagde direktøren til den 17-årige pige, som få måneder senere befandt sig på et fly til Paris og hurtigt havde verden for sine fødder.

Det var sådan her, den rebelske Sarah Grünewald så ud, da hun blev opdaget af Scoop Models.
Det var sådan her, den rebelske Sarah Grünewald så ud, da hun blev opdaget af Scoop Models. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg elskede det, fordi min karriere gik skidegodt,« fortæller Sarah Grünewald, som trods sin unge alder fik masser af støtte fra ikke mindst sin mor, der var fuld af tro på, at hendes ‘kylling’ (Sarahs kælenavn, red.) sagtens kunne tackle et liv i den hårde internationale hønsegård.

Og det gjorde hun. Vågnede hver morgen med frisk blod på tanden. Klar til nye udfordringer. Blev udvalgt til kampagner med store brands som Dior og Nivea.

»Jeg labbede det i mig, indtil jeg ikke kunne mere,« siger hun uden bitterhed om dén dag for otte år siden, hvor hun erkendte, at det ikke længere skulle være hendes levevej.

»Det kaldes selvindsigt,« forklarer hun med en inderlig latter om, hvorfor hun stoppede som model.

»Jeg tog mig selv i at stå i jagttøj i Schweiz, og så fløj jeg videre til Hamburg, hvor jeg skulle sidde ovenpå en vaskemaskine og sælge vaskepulver. Dér tænkte jeg, at min karriere gik den forkerte vej.«

»Jeg kunne sagtens have fortsat, gjort det kun for pengene. Men det var uinspirerende. Så jeg følte nogle gange, at jeg havde solgt min sjæl. Jeg har ikke tålmodighed til at arbejde med folk, der ikke er dygtigere end én selv,« siger Sarah Grünewald om dét, der driver hende til at blive den bedste til alting.

Kort efter sin hjemkomst var hun til casting på et værtsjob på TV 2 Zulu og fik det. Og i 2013 fulgte tjansen som Christiane Schaumburg-Müllers afløser i ‘Vild med dans’. Tv-vært i den bedste sendetid.

Sarah Grünewald som seerne kender og elsker hende. Som vært for 'Vild med dans'.
Sarah Grünewald som seerne kender og elsker hende. Som vært for 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Resten er historie. Næsten.

For ét af de stop på sin vej, som den helt igennem autodidakte Sarah Grünewald aldrig fik taget, er uddannelse.

Og selvom hun ikke begræder det - »for det er aldrig for sent at tage en uddannelse« - glæder hun sig alligevel til, at sønnen Luis begynder i skolen, så hun kan tage 1. til 9. klasse sammen med ham,

»For der er rigtig mange ting, jeg ikke forstår mig på, fordi jeg slækkede på mine skoleår, fordi jeg havde travlt med al mulig andet lort.«

»Jeg er jo top socialt begavet, men har bogligt fuldstændig tabt småkagerne,« griner hun hjerteligt.

Selvom Sarah Grünewald har succes på alle konti, har hun aldrig nået at tage en uddannelse og kan til tider godt føle sig ubegavet.
Selvom Sarah Grünewald har succes på alle konti, har hun aldrig nået at tage en uddannelse og kan til tider godt føle sig ubegavet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det kan jeg nogle gange være irriteret over. F.eks. når jeg sidder til middagsselskaber, og folk skal til at spille Besserwisser. Jeg lover dig, at så skal jeg meget pludseligt på toilettet, bliver ramt af hovedpine og skal hjem.«

»Heldigvis er jeg blevet bedre til at sige, at det kan jeg ikke finde ud af, men skal også acceptere, at nu bliver jeg latterliggjort.«

»Så selvom jeg ikke er ked af, at jeg ikke har en uddannelse, kan jeg godt nogle gange føle mig ubegavet,« indrømmer en ærlig Sarah Grünewald, som til tider tager sig selv i at prøve at lyde klog. Og så går det helt galt.

»Fordi jeg gerne vil bruge nogle flotte ord og lyde begavet, kommer jeg til at tale cirkusdansk,« siger hun og ryster med en perlende latter på hovedet.

»Så hellere være mig selv og plumpe i. Det må jeg smile mig fra.«

Og det gør hun. Igen. Og lyser rummet op.

‘Lille sommerfugl’ har premiere i hele landet 3. december

Interviewet fandt sted før Sarah Grünewald offentliggjorde sin brors død