'Det har været lidt af en omgang for den lille maus. Og for hans mor og far. Vi er trætte.'

De næste tre uger står den på blød mad og masser af is for Sarah Grünewalds søn, Luis, der torsdag blev opereret på Rigshospitalet.

Her fik han en såkaldt svælglapsoperation, fortæller 'Vild med dans'-værten, der samtidig sender en kæmpe tak til personalet på Rigshospitalet, som har passet godt på både fireårige Luis og hans forældre.

'I er fantastiske! Jeg har aldrig overskud til at få sagt ordentlig tak, når vi er der. Men I gør en kæmpe forskel,' skriver Sarah Grünewald på Instagram.

Og hun ved, hvad hun snakker om. For operationen er det tredje store indgreb, siden Luis blev født med læbe-ganespalte i 2016.

I en alder af blot fire måneder fik han sin første operation, hvor hans gabende overlæbe blev syet sammen, mens hans gane blev opereret et års tid senere, inden han torsdag altså fik sin svælglapsoperation.

Ved et sådan indgreb lukker man ifølge Læbe-ganespalte Centret den bløde gane mod svælgets bagvæg ved at sy en slimhindelap ind. Formålet er at lave en mindre passage mellem næse og mund, så barnet lettere kan lukke med ganen og dermed tale klarere og tydeligere.

Lige siden sønnen kom til verden, har Sarah Grünewald været ærlig om de svære og forbudte følelser, der opstod hos hende, da hun fik at vide, at hun havde fået en dreng med læbe-ganespalte.

Hun var i forvejen forberedt på læben. Men den spaltede gane kom som en overraskelse, da Luis meldte sin ankomst i marts 2016, har hun fortalt til Vores Børn.

Hun havde set ubehagelige billeder på nettet af svære tilfælde og var bange for, hvilket syn der ville møde hende. Og derfor bad hun om ikke at få sin lille dreng op til sig, før hans far, Sarah Grünewalds ekskæreste Rasmus Backhaus, havde set ham an.

Det er hendes største fortrydelse, har hun siden fortalt. For Luis var jo så fin med 'sit lille næb', som hun kalder misdannelsen, der rammer to ud af 1000 børn.

Alligevel havde hun svært ved at vise ham frem den første tid. Hun bange for, at når andre fortalte, hvor sød han var, så mente de det slet ikke.

»Jeg var bange for, at folk ville tænke: ’Ha ha, så har fine Sarah og fine Rasmus fået sådan en grim dreng’. Jeg er flov over, at jeg ikke var mere stolt af at skulle vise ham frem,« sagde Sarah Grünewald efter fødslen.

I dag har hun intet problem med at vise sin fireårige dreng frem for verden. Og sådan havde hun faktisk allerede fået det, da han i en alder af fire måneder blev opereret for læbespalten, fortalte hun til Vores Børn kort inden den første operation:

»Nu kan jeg slet ikke klare tanken om, at de skal skære den væk. Men vi kan jo ikke sige til ham, når han er 18 år, at ’du så så sød ud med den spalte’, så derfor render du rundt med et næb nu,« sagde hun.