Der har været mange rygter om tv-vært Sarah Grünewalds datingliv, siden hun gik fra sin eksmand Rasmus Backhaus.

Men det er faktisk ikke noget, hun gider at gå særlig meget op i.

»Jeg synes, det er fuldstændig tåbeligt, at man overhovedet kan gå op i, om det er en mand eller en kvinde,« siger hun, da B.T. møder hende på den røde løber under dette års Zulu Awards torsdag aften.

Hun fortalte efter bruddet med eksmanden, at hun siden hun var 17 år har datet både mænd og kvinder.

Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald ankommer til ZULU Awards i K.B. Hallen torsdag den 13. februar 2020.
Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald ankommer til ZULU Awards i K.B. Hallen torsdag den 13. februar 2020. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Og det gjorde hun selvfølgelig også, da hun blev single i februar 2019. Her fortalte hun blandt andet, at hun havde oprettet en profil på dating-appen Tinder.

»Jeg synes, vi er et sted, hvor man skal have lov til at date dem, man vil,« siger hun og fortsætter:

»Lige meget hvad de er - eller det skal helst være et menneske,« siger hun og griner lidt.

Torsdag aften fortalte hun også, at hun har mødt en ny mand. Dog vil hun ikke fortælle meget mere om ham, end at de mødte hinanden på Christianshavn.