Hun ligner og udstråler succes. Har haft den i lange baner. Og har den stadigvæk. Men i sit unge liv har hun også måttet tackle store identitetskriser, som ikke har været uden omkostninger.
»Jeg kan godt føle mig ensom,« erkender 36-årige Sarah Grünewald ærligt.
Åbenhed og ærlighed har altid været kendetegnende for den populære 'Vild med dans'-vært. Også om det, der er svært. For hun har et ønske om, at andre kan bruge hendes ofte dyrt købte erfaringer i deres liv.
»Mit håb er, at flere kan blive inspirerede til at åbne mere op, når det er svært. For vi kan kun blive lukket ind i hinandens liv, hvis vi tør være sårbare. Vi skal lære, at vi ikke er alene,« siger hun. Og mener det.
Første gang, Sarah Grünewald selv følte sig alene, var, da hun var blot 14 år gammel. I jagten på sin egen identitet landede hun i hårde miljøer, hvor stoffer, alkohol og kriminalitet blev en del af hendes liv.
De år – før hun blev international fotomodel – har hun ofte talt om.
Men krise nummer to er af nyere dato. Alkohol – for meget af det – var kimen til den. For den var blevet hendes identitet. Og sporene af den krise, de gode og de dårlige, er først for nylig fordøjet.
'Party Sarah' blev hun kaldt. Med god grund. Vilde byture med store mængder alkohol. Hun havde ingen stopklods og så ingen grund til at finde den, indtil hun i 2013 mødte sin nu eksmand Rasmus.
»Han var vidunderlig for mig. En total klippe i min identitetskrise. Han var det første menneske, der så mig. 'Stoffer og alkohol, jeg er ligeglad. Jeg vil bare have dig, og du er så meget værd uden alt det', sagde han. Han var en kæmpe gave i mit liv.«
Det var af kærlighed til ham og deres fremtid sammen, at Sarah Grünewald i 2014 gik i misbrugsbehandling.
»Du sidder i et år og navlepiller for at finde ud af, hvad der ligger til grund for det,« forklarer Sarah Grünewald, som hurtigt fandt ud af, hvor stor en del af hendes liv alkoholen var blevet.
Samme år skulle hun nemlig giftes med Rasmus.
»Du kommer ikke til at drikke alkohol,« sagde behandleren til hende.
»Det kan ikke være rigtigt. Jeg skal giftes, og der skal jeg have champagne,« svarede hun.
Hun husker hans blik, da han sagde, at det var sjovt, at det var det eneste, hun tænkte på. Ikke på hvor dejlig en dag, der ventede. Ikke på hvor skønt det ville blive at være klar i hovedet og ædru.
»Dér tænkte jeg bare, 'hold da kæft, du har ret'. For det var dét, jeg gik allermest op i. Jeg skal have champagne, der skal være vinmenu og det hele,« siger hun. Og ryster på hovedet. Flov over sig selv. Og hun fik i øvrigt et fantastisk og vidunderligt bryllup. Uden alkohol.
Men Sarah Grünewald blev også tvunget til at kigge på de venner, hun havde omkring sig. Og det var en øjenåbner.
»Hvad gjorde de for mig? Hvad bidrog de med, og hvordan så de mig? For jeg havde virkelig fået lullet mig ind i en identitet, der var meget festlig.«
»Men jeg fandt jo ud af i de to år, hvor jeg holdt op med at drikke og feste, at folk ikke længere syntes, at jeg var særlig fed. Jeg var bare hende den kedelige.«
»Selv om jeg stadig gik ud og bare drak cola eller tonic, gik folk videre til andre, ligeså snart de fandt ud af, at jeg ikke drak. Pludselig var der ikke så mange, der ringede mere. Og når der var store fester, blev jeg ikke længere inviteret med.«
»Jeg tror, at jeg blev et spejl for dem, der havde et alkoholproblem,« lyder hendes egen vurdering.
»Så det var lidt af en identitetskrise, jeg dér gik igennem for at finde ud af, hvem fanden er jeg egentlig, og hvad er jeg værd. Og det var mega sundt for mig. Selv om det også var hårdt og ensomt,« erkender Sarah Grünewald, som ved den lejlighed tyndede gevaldigt ud i venneflokken. Første gang.
For da hun i 2015 blev gravid med Luis – og dermed havde en ny identitet som mor – valgte hun at holde sine øjne åbne og fortsatte med at rydde op. Hendes tid var simpelthen blevet for værdifuld til dårlige relationer.
»Da jeg blev mor, valgte jeg virkelig mange veninder fra, som tappede mig for energi. Jeg har altid været en fixer, sådan én de kunne ringe til med deres kæmpe problematikker, som jeg vildt gerne ville løse for dem.«
»Men når der ikke er nogen, der spørger mig, hvordan jeg har det, er det trættende. Man er nødt til at finde venner, der giver og tager. Selv om det ikke altid er lige nemt i voksen alder.«
»Så der er blevet mere stille. Det er også ensomt. Ensomt, at der ikke længere kommer folk rendende hele tiden, der skal hjælpes. Men det gør også, at jeg står lidt lettere op om morgenen. Og har mere tid til mig selv.«
»Alle de relationer, jeg har måttet sige farvel til, har gjort, at jeg som 36-årig godt kan føle mig ensom og mangle venner og veninder. Men at være åben om det gør, at man finder ud af, at andre er i samme situation.«
