Det er bestemt ikke alle, der oplever coronasmitten som en forbipasserende snue.

Det har 'Vild med dans'-værtinden Sarah Grünewald måttet sande, efter hun for nylig kom på benene efter 14 dages sygdom og isolation.

Hun er nemlig langtfra frisk, selvom en coronatest afslører, at sygdommen er ude af kroppen. Og hun er både skræmt og overrasket over de voldsomme senfølger, som hun fortsat er ramt af, skriver hun på Instagram.

'Mine ben gør ondt – altså ægte ondt. Som om jeg har løbet en maraton og taget 1.000 squats (I wish). Det er mest, når jeg ligger ned. Og det prøver jeg at gøre, så snart jeg kan, for hovedpine og svimmelhed melder også sin ankomst et par gange om dagen.'

tv-vært Sarah Grünewald.
tv-vært Sarah Grünewald. Foto: Emil Helms
Vis mere

Foruden de fysiske smerter er Sarah Grünewald blevet ramt af mentale senfølger. Trætheden er så enorm, at hun ikke kan overskue almindelige gøremål i dagligdagen, og så er hun blevet så distræt, at hun glemmer ting, som man ikke burde kunne glemme.

'Jeg er distræt. Det har jeg alle dage været, bevares, men det her er særligt! Jeg glemmer ting. Navne, ting, især vejnavne er slemt. Jeg glemte den anden dag, at det hed en gaffel – det havde Luis heldigvis kæmpe griner over, og han hjælper,' siger hun om sin femårige søn.

Efter 14 dages isolation har hun endelig fået lov at se Luis igen, og hun prøver nu at ignorere senfølgerne, så de kan lege og hygge sig som normalt.

Det betyder dog, at hun har fundet sig selv småsovende i køleskabet flere gange.

'Der er stille, dejligt, mørkt og køligt. Men der er også fyldt med karrysild og påskepølse, og jeg vil bare så gerne have, at det snart slutter. Kan forstå, at udsigterne kan være lange.'

Sarah Grünewald benytter opslaget til at takke sine følgere for at melde ind med deres egne senfølger.

Tv-værten, der ikke selv var klar over, at glemsomhed og smerter i benene var udbredt efter coronasmitte, har det nemlig rart med at vide, at hun ikke er alene.

'Men på den anden side, og mest af alt, er det virkelig skræmmende og så væmmeligt! Jeg er okay frisk her til morgen. Skal i haven med en lydbog i en times tid, og så skal jeg se, hvad jeg kan. Måske får I en update fra køleskabet senere.'