De fleste vil huske Sarah Skaalum som vinder af X Factor i 2011, men siden har Sarah skiftet køn og hedder i dag Noah Skaalum.

Sammen med sin kone, Sika Skaalum, kæmper han nu for at få et barn gennem fertilitetsbehandling.

25-årige Sika og 23-årige Noah mødte hinanden i sommeren 2014 og blev gift godt et halvt år efter. Hurtigt faldt snakken på, at begge parter ønskede børn i fremtiden, og det viste sig også at blive starten på Noahs kønsskifte.

»Du siger flere gange, at du slet ikke kan identificere dig med at være mor, og det var måske noget af det første, der åbnede det op,« forklarer Sika Skaalum, da hun og Noah besøgte B.T. og svarede på spørgsmål fra læserne i en Facebook Live torsdag.

Det kom dog ikke bag på hverken Sika eller Noahs familie, da han fortalte, at han ønskede at være en mand i stedet for en kvinde.

»Det var ikke et chok for min familie, og det var nok det samme for Sika, for det var rimeligt åbenlyst. Dermed ikke sagt, det er nemt at sige det, selvom alle ved det,« forklarer Noah Skaalum.

I dag er han på hormoner, som blandt andet betyder, at han har fået en dybere stemme, skæg og generelt mere hår på kroppen. Noah har desuden skiftet cpr-nummer, og planen er også at få fjernet bryster i løbet af 2019.

Oveni kønsskifteprocessen uddanner Noah Skaalum sig til møbelsnedker, mens Sika Skaalum snart starter på konditoruddannelsen. Derudover er parret i fertilitetsbehandling og drømmer om at blive forældre.

Noah Skaalum er 23 år og vandt i 2011 X Factor under navnet Sarah, inden han for godt tre år siden valgte at skifte køn.
Noah Skaalum er 23 år og vandt i 2011 X Factor under navnet Sarah, inden han for godt tre år siden valgte at skifte køn. Foto: Fie West Madsen
Vis mere

»Vi er der nu, hvor vi har prøvet at blive sat i gang med et forsøg 14-15 gange, og under halvdelen af gangene har lykkedes med insemination, og nu har vi sidste forsøg, inden vi går over til reagensglasbehandling,« fortæller Sika Skaalum.

Parret har brugt godt tre år og 30.000 kroner på forsøg i både det private og offentlige system, og selvom man godt ved, det sjældent lykkes at blive gravid i første forsøg, er det bestemt ikke nemt at få at vide, når behandlingen slår fejl.

»De første fire gange er man nærmest grædefærdig, det gør så ondt, at der ikke er de to streger. Men man bliver vant til nederlaget,« siger Noah Skaalum.

Parret har i forbindelse med fertilitetsbehandlingen startet Youtube-kanalen Helt almindelige unormale forældre, hvor de deler deres oplevelser og hverdagsglimt fra hele processen.

Kort efter sejren i 2011 talte Sarah Skaarum i telefon med B.T.s læsere.
Kort efter sejren i 2011 talte Sarah Skaarum i telefon med B.T.s læsere. Foto: Bjarke Bo Olsen
Vis mere

Derudover deler de også via kanalen oplysninger om, hvordan det skrider frem med Noahs hormonbehandlinger.

Selvom parrets situation er særlig, så oplever Noah Skaalum meget sjældent negative kommentarer eller fordomme.

»Jeg synes ikke, jeg møder særlig mange fordomme, men jeg er også meget åben. Mange fordomme handler om uvidenhed, eller at folk ikke ved, hvordan de skal spørge. Hvis jeg møder fordomme, er jeg hurtig til at skyde det ned med en joke og komme videre,« forklarer Noah Skaalum.

Såfremt det lykkes parret at blive forældre, vil Noah dog trods kønsskiftet ikke stå på fødselsattesten som far, men som det, der hedder ‘medmor’.

En glad vinder på scenen med blomster.
En glad vinder på scenen med blomster. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
Vis mere

I sidste ende drømmer Noah og Sika Skaalum om det, de selv betegner som ‘et kedeligt liv med leverpostejsmadder’.

»Vi drømmer lidt om det der liv, som andre folk er trætte af. Hvor man ikke får noget søvn og gylp på tøjet og skal ned i institutionen og på skoleintra. Det vil vi gerne have,« griner Sika Skaalum.

På længere sigt drømmer Noah Skaalum også om at lave musik igen.

»Jeg vil gerne lave musik, men der sker ting med ens stemme, og jeg er rykket et toneleje ned, og jeg skal lige finde ud af, hvad jeg kan,« forklarer han.