»Den er helt gal derude.«

Med den sætning har Mads Steffensen lørdag efter lørdag budt lytterne indenfor i 'Mads og Monopolet'.

Fremover vil Sara Bro være ny vært på monopolet på P4, mens Mads Steffensen og hans fremtidige A-hold vil indbyde lytterne til at dele deres dilemmaer i Podimos podcastunivers.

Problemer er der nok af. Men hvordan ser det ud med monopol deltagere?

Radiovært Sara Bro vil fremover bestyre programmet, der nu hedder 'Sara og Monopolet'. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Radiovært Sara Bro vil fremover bestyre programmet, der nu hedder 'Sara og Monopolet'. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

B.T. har spurgt de garvede meningsmagere fra 'Mads og Monopolet', hvor de vil være at finde fremover:

  • I 'Sara og Monopolet'.
  • I 'Mads og A-holdet'.
  • Begge steder.
  • Ingen af stederne.

Anette Heick:
Svarer på sms, at hun endnu ikke er blevet spurgt og derfor ikke har taget stilling endnu.

Søren Pind har siddet i monopolet siden første udsendelse i 2003. Nu skifter han til Mads Steffensens A-hold.
Søren Pind har siddet i monopolet siden første udsendelse i 2003. Nu skifter han til Mads Steffensens A-hold. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Søren Pind:

Meddelte før nytår, at han sammen med Mads Steffensen stopper i Monopolet på DR. Til gengæld vil han fremover være at finde i Mads Steffensens nye A-hold på Podimo.

»Når DR og Sara Bro laver et nyt program, så skal der nye koste til. Men jeg identificerer mig som den del, der hører til Mads.«

Om det nye program og format siger han: »Det bliver hardcore, der bliver ikke lige så mange lyttere. Men det er o.k. med mig.«

Fra sin tid i Monopolet husker Søren Pind bedst dét, han kalder »et grotesk dilemma«:

»To brødre havde en nytårsaften for 18 år siden byttet partnere og skrev ind til monopolet, da begge familier skulle fejre 18-års fødselsdage samtidig.«

Spørgsmålet var, om de skulle fortælle familiehemmeligheden til de nu myndige resultater af nytårsfesten.

»Det var et vildt dilemma. Den klare besked fra Monopolet var, at de skulle holde kæft,« husker Søren Pind.

Peter Mygind håber, at han igen skal sidde i Monopolet og/eller være med i A-holdet.
Peter Mygind håber, at han igen skal sidde i Monopolet og/eller være med i A-holdet. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Peter Mygind:

»Jeg fik et chok, da jeg læste i avisen, at 'Mads og Monopolet' var forbi. Bagefter skrev jeg til Mads – og han spurgte, om jeg ville være med i det nye.«

»Penge har vi ikke diskuteret. Man får ikke noget for at være gæst i Monopolet udover betalt parkering. Men jeg har altid følt det som en social pligt. Lidt som tage en frivillig telefontjeneste. Jeg er taknemmelig for, at min livsvision giver mening for andre.«

»Jeg har skrevet, at jeg gerne vil dukke op. Sara har ikke spurgt endnu, men jeg er også åben over for hende. For Monopolet er et meningsfuldt sted og en dejlig måde at bruge sig selv på.«

Endnu er der ingen faste aftaler, men ifølge Peter Mygind plejer en plads i Mads Steffensens monopol at blive aftalt på sms et par uger frem i tiden.

»Han har så mange vidunderlige mennesker at vælge imellem. Det har Sara Bro også, men hun skal ud og bygge nogle nye hold op.«

Et tidligere dilemma, der stadig sidder i Peter Mygind, var en lytter, der skrev ind. Han var single og hiv-smittet, men i behandling, og han spurgte, om han skulle fortælle om sin sygdom på første date.

»Det mente jeg ikke. Ligesom man heller ikke skal sige, at man har herpes eller cyster på nyrerne. Er man i hiv-behandling, er det umuligt at smitte videre. Det var en konflikt, vi ikke var enige om i panelet, men som jeg var helt klar i spyttet på. Efterfølgende skrev vedkommende og takkede mig for at afmystificere sygdommen.«

Journalist og studievært Cecilie Beck var for første gang i monopolet i lørdags sammen med Søren Rasted og Lars Løkke Rasmussen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Journalist og studievært Cecilie Beck var for første gang i monopolet i lørdags sammen med Søren Rasted og Lars Løkke Rasmussen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Cecilie Beck:

Debuterede i 'Sara og Monopolet' i lørdags, da Sara Bro for første gang var vært. Men bliver hun spurgt, kan hun ikke se et problem i også at dukke op på Mads' A-hold.

»Det er ikke to konkurrerende produkter, men et radioprogram og en podcast, så der er ikke noget i vejen for at være med begge steder.«

Alligevel ville hun selv melde pas på en dobbeltbooking:

»Jeg ville nok sige nej tak, dels af tidsmæssige årsager, dels af hensyn til lytterne. Jeg tror, folk ville få nok af mig og mine meninger, hvis jeg dukkede op begge steder – jeg vil gerne forebygge reaktionen 'hold nu kæft, Cecilie Beck'.«

Men for den garvede nyhedsvært var det en drøm at få lov at være med.

»Det er et super fedt program, der handler om det vigtigste i livet – mennesker og relationer. Min eneste overvejelse var om, min chef ville sige nej,« siger TV 2-værten om 'Sara og Monopolet', der hører til på DR.

»Heldigvis kunne min chef se, at det både styrker mig og TV 2, at jeg er med,« siger hun, der har fået positive meldinger – både fra lytterne og fra DR – efter sin debut som monopolist.

Nicolaj Kopernikus har været gald for sin rolle i Mads og Monopolet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nicolaj Kopernikus har været gald for sin rolle i Mads og Monopolet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Nikolaj Kopernikus:

Mads Steffensens dedikation er altafgørende for 'Mads og Monopolets' succes, mener Nikolaj Kopernikus.

»Han har taget hvert eneste program alvorligt i de mange år, han har sendt.«

»Selv har jeg nydt hver eneste lørdag, jeg har været med, og har haft stor fornøjelse af – på baggrund af min egen dagsform – at kunne hjælpe med store og små dilemmaer.«

Han blev mere end glad på Mads Steffensens vegne, da han hørte nyheden, om at Steffensen stopper på DR. Som han siger:

»Det er jo en relativ stor beslutning at stoppe på toppen.«

Endnu ved Nikolaj Kopernikus ikke, om hans egen fremtid ligger i DR eller podcastuniverset:

»Jeg har ikke truffet nogen beslutninger endnu. Men jeg vil gerne være med igen. Nogle vil mene, at det ikke er atomfysik, men der er genkendelighed i alle dilemmaer, og samtalerne er berigende.«

Søren Fauli, filminstruktør mm.
Søren Fauli, filminstruktør mm. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Lina Rafn:

Meddeler via sin agent, at hun ikke er låst af hverken radioprogram eller podcast.

Søren Fauli:

»Jeg ved ikke helt, hvor jeg er endnu. Det vil jeg hellere snakke med parterne om.«

Mere end 1,3 millioner lyttede med, da 'Sara og Monopolet' for første gang gik i luften 9. januar. Det svarer til, at seks ud af ti danskere, der havde tændt for radioen, var tunet ind på P4.

I panelet sad tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, tv-vært Cecilie Beck og en af Mads Steffensens garvede monopolister i form af musiker Søren Rasted.

På Instagram løftede Mads Steffensen mandag sløret for sit første A-hold. Når han første gang sender på fredag, er det Sofie Linde, Hella Joof og Søren Pind, der er podcastudsendelsen første A-hold.