Knap 4.000 likes.
Det er, hvad Sara Bro har fået på et af sine seneste Instagram-billeder.
På billedet sidder DR-værten i en lilla badedragt ved havnen i Sandvig på Bornholm og nyder solen.
Men selvom flere tusinder altså synes, at billedet er en tommelfinger op værd, så er det bestemt ikke alle, der er lige begejstret for sommerbilledet.
Der er således dukket flere kommentarer op i kommentarsporet, som kritiserer Sara Bro for at dele et billede, hvor der bliver vist så meget hud – og numse:
'Sara Bro, stop dig selv. Er det ikke lidt sølle?', skriver en kritiker for eksempel og fortsætter med at beskylde radioværten for at have for lidt selvtillid, siden hun deler den slags billeder.
'Om jeg begriber, hvad der giver det kæmpe behov for selfies og udstilling af sig selv,' skriver en anden, mens en tredje hentyder, at Sara Bro ikke vil kunne tillade sig at klage, hvis en mand klasker hende bagi, når hun selv vælger at 'blotte sin røv til hele København og omegn'.
Se billedet herunder (artiklen fortsætter under opslaget):
Noget tyder dog på, at Sara Bro er 'kold i røven' med de hadefulde og misbilligende beskeder om sin påklædning.
I hvert fald har hun efterfølgende delt et nyt opslag, hvor hun både langer ud efter kritikerne, og hvor hun samtidig giver sine følgere et endnu bedre udsyn til sit bagparti.
»Til dig, der følger med her på min private profil: Jeg skylder dig IKKE nogen forklaring på, hvorfor jeg gør, som jeg gør, hvorfor jeg er, som jeg er, eller hvorfor jeg siger, hvad jeg gør,« skriver hun blandt andet og fortsætter:
»Der er i det hele taget INGEN, der behøver at retfærdiggøre, hvorfor de har lyst til at vise deres krop frem eller ikke, dele deres tanker eller lade være, tro på det, de tror på, eller på nogen måde forsvare det, der giver mening i deres liv.«
B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Sara Bro omkring, hvorfor hun har valgt at sige fra over for kritikerne på hendes profil.
Radioværten oplyser dog, at hun er på ferie og derfor ikke ønsker at medvirke, men påpeger samtidig, at B.T. frit kan citere hendes opslag.


