Tv-vært Sara Bro gør en sag ud af at være nøgen på sociale medier. Så meget, at hun har en fane på sin Instagram-profil, hvor hun tager emnet op.

Hun har en mission, som skal udbrede billedet af den almindelige krop. Alligevel oplever hun at få kommentarer om, at hun sagtens kan vise sine former frem, når man ser ud som hende, skriver bladet Fit Living.

En præmis, som kendissen ikke helt køber.

»Mine bryster er falske, mine brystvorter er konstrueret og tatoveret, jeg har fået to kejsersnit. Min krop er et patchworktæppe. Jeg er blevet skåret i masser af gange, og derfor er der også kvinder, som skal opereres, der skriver tusind tak til mig, fordi jeg viser, at jeg godt stadig kan elske min krop, selvom den har været udsat for mange operationer,« lyder det fra hende i interviewet.

Sara Bro er vandt til at være i spotlightet, og nu bruger hun sin platform til at slå et slag for den almindelige krop.
Sara Bro er vandt til at være i spotlightet, og nu bruger hun sin platform til at slå et slag for den almindelige krop. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Man skal da heller ikke lede længe på Bros Instagram-profil, før man finder opslag, hvor moren til to fortæller, at hun nogle gange har tøvet med bikinien.

Hendes krop gennemgik store forandringer under især hendes graviditeter, og hun fortæller, at det tog hende noget tid at vænne sig til rollen som mor.

'Jeg vil gerne sige, at jeg er kommet helt over det og gir 0 fucks, men jeg blir stadig nogle dage ligeså chokeret som mine surfcamp-venner over, at jeg har 2 børn og lidt genert over fx. at ha bikini på,' lyder det i opslaget, hvor kendissen netop sidder i bikini. Hun fortsætter med en opfordring:

'Hvis vi allesammen viser vores kroppe, som de er, så er der ingen, der skal spekulere over, om de tør ha bikini på.'

Kendissen gør desuden sit til, at man ikke gør kroppen til noget, man skal gemme væk i seksualitetens navn.

»Er den der nøgenhed så vild? Jeg har tænkt meget over det. Men det er jo stadig noget med, at normen siger, at man ikke må som kvinde. At det er frækt, forbudt og farligt for kvinder at være helt nøgne,« sagde hun tidligere i et interview med B.T.

Hun undrer sig desuden over, hvorfor kvinder er mere begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder end mænd på de sociale medier.

»Et af de steder, der virkelig bliver gjort forskel på kvinder og mænd, er på sociale medier, hvor kvinders brystvorter ikke er tiladte, men det er mænds.«