'Et spring uden at ane, hvor langt der var til vandoverfladen.' Sådan beskrev hun det selv, da hun i sommeren 2017 tog en dyb indånding og flyttede til New York.

Men det er først nu, knap et år efter at hun er vendt hjem igen, at 55-årige Sara Blædel kan se på tiden derovre med smil i øjnene. Se, at det også var sjovt.

»Da jeg var midt i det, var det virkelig hårdt og så sindssygt travlt, at det nærmest blev et spørgsmål om overlevelse.«

»Først nu kan jeg se, hvor vanvittigt det også var. Hvor sjovt jeg også havde det,« siger Sara Blædel om springet ud i det ukendte, som varede halvandet år.

Eventyret var nemlig ikke bare at sidde og føle sig på toppen af verden i en smart newyorkerlejlighed med udsigt over det nye World Trade Center.

Sara Blædel skulle også researche til sin 'Ilka'-trilogi, hvor en del af handlingen foregår derovre, og så skulle hun smede, mens jernet var varmt.

De første bøger i Louise Rick-serien var nemlig udkommet på det store amerikanske marked. Og interessen for en bid af den danske krimi-dronning var enorm. Derfor var hun stort set konstant på bogturné i hele USA. Helt alene.

»Så bliver man puttet på et fly og høvlet fire timer i én retning uden nærmest at ane, hvor man er.«

Særligt husker hun en af de aftener, hvor hun skulle høvles af sted med et fly, så hun næste morgen klokken meget tidligt kunne sidde klar på amerikansk morgen-tv.

Problemet var bare, at flyet, som hun skulle med, ikke kunne få lov til at boarde på grund af et uheld. Og dermed missede Sara Blædel sin flyforbindelse.

»Så forlaget måtte sende en limousine, og chaufføren kørte mig frem til næste sted i løbet af natten. Så lå jeg der på bagsædet og prøvede at sove.«

»Dér, hvor jeg kom fra, var det pissekoldt, og da jeg steg ud af bilen – uden at ane hvor jeg var – var det vildt varmt. Og måtte gå direkte på morgen-tv. Det var så underlig en oplevelse,« griner Sara Blædel.

I dag kan Sara Blædel grine ad de mange oplevelser, hun havde i USA. Men mens hun var midt i dem, handlede det mest om overlevelse.
I dag kan Sara Blædel grine ad de mange oplevelser, hun havde i USA. Men mens hun var midt i dem, handlede det mest om overlevelse. Foto: Politikens forlag/Les Kaner
Vis mere

En anden af de mere kuriøse oplevelser var, da hun sammen med flere andre forfattere var inviteret til at tale ved en lunch på et stort landsted.

Et arrangement, som viste sig at være en 'running lunch'.

»Jeg troede, at jeg kun skulle holde én tale. Men fandt ud af, at vi forfattere skulle sidde ved et bord under forretten og tale. Så blev der ringet med en klokke, og vi skiftede bord til hovedretten, desserten og kaffen.«

Hun ryster på hovedet over de mange oplevelser, over at blive inviteret til People Magazines fest og blive ført rundt som en anden VIP.

»Det er jeg altså ikke vant til fra Hvalsø,« siger hun med smil om sin landlige opvækst.

»Jeg har virkelig fået nogle oplevelser, som jeg aldrig havde drømt om.«

Springet ud i det ukendte har da heller ikke været forgæves. For til dato har Sara Blædel solgt 4,5 mio. bøger verden over. Blandt andet takket være hendes arbejdsiver i USA.

»Om jeg skal knibe mig i armen? 4,5 mio. er en god sjat bøger. Det er vildt. Og en meget underlig ting. Én ting er at have en agent, der er dygtig til at sælge én. Men at det så er lykkedes, er en helt anden. Det har sgu været en fed rejse.«