På blot et år er den australske sangerinde Sia blevet både mor og farmor for første gang.

Det lyder måske fysisk umuligt - og det er det også - men juridisk set er den god nok.

Den 44-årige 'Chandelier'-sangerinde adopterede nemlig to 18-årige mænd sidste år, da de var tæt på at skulle forlade børneforsorgen.

Det er den ene af disse unge mænd, der netop er blevet far. Og så endda til tvillinger.

Det afslørerer Sia i et interview med DJ Zane, som har en Apple Music-podcast.

»Min yngste søn har lige fået to babyer. Jeg er fucking farmor,« lyder det begejstret fra sangerinden, hvis borgerlige navn er Sia Kate Isobelle Furler.

Hun fortæller, at hun nu bliver kaldt 'nana', hvilket vel bedst kan oversættes til 'bedste' på dansk.

Den yngste af sønnerne er ikke den eneste, der på det seneste har haft livsforandringer på plakaten.

I interviewet med DJ Zane fortæller Sia nemlig, at den ældste af dem for nylig sprang ud som homoseksuel.

»Han blomstrer bare, og han er mit livs lys. Jeg elsker ham så meget.«

Drengenes navne og øvrig identitet holder sangerinden skjult for offentligheden - nøjagtig som hun også er meget privat omkring andre forhold i sit liv.

Hun er da også særligt kendt for at optræde med ansigtet gemt bag en stor paryk, og der findes da heller ikke oceaner af billeder af hendes ansigt, som det ellers er tilfældet med andre store kunstnere.