»Tak til Gud, fordi hun gør alting muligt.«

Sådan sagde den australske sangerinde Helen Reddy, da hun i 1973 takkede for sin Grammy.

Prisen fik hun for mega-hittet, den feministiske hymne, 'I Am Woman' fra 1972.

Nu er den 78-årige Reddy død, skriver BBC, som citerer et Facebook-opslag fra hendes nærmeste familie.

I begyndelsen af 70'erne havde hun en række pophit, som gjorde hende til den bedst sælgende kvindelige kunstner to år i træk.

Det var også i det tidsrum, hun en overgang optrådte som tv-vært på sit eget talkshow.

Hun har også fået en stjerne på den berømte 'Walk of Fame' i Hollywood.

Hendes to børn beskriver hende som »en vidunderlig mor, bedstemor og en helt igennem formidabel kvinde.«

»Vores hjerter er knuste. Men vi finder trøst i at vide, at hendes stemme vil leve for evigt.«

Helen Reddy fik konstateret demens i 2015, og de sidste år af sit lv tilbragte hun på et plejehjem i Los Angeles.