Den britiske 'X Factor'-vinder Leona Lewis er blevet gift med danseren Dennis Rauch.
Parret sagde 'ja' til hinanden ved et storslået bryllup i slutningen af juli, afslører hun nu på Instagram.
En dag, som for evigt vil stå hendes hjerte nær:
'Jeg vil mindes dagen med glæde resten af livet,' skriver den 34-årige sangerinde i opslaget.
Brylluppet blev holdt i Toscana i Italien, hvor parret havde fået fløjet de 180 nærmeste familiemedlemmer og venner ind.
'For ni år siden blev denne mand en del af mit liv, og sidste weekend sagde vi 'ja' foran mennesker, vi elsker,' beretter hun.
Hun beskriver, at de toscanske omgivelser for brylluppet var perfekte: vinmarkerne og det lille kapel, som skærmede dem fra det stormende vejr udenfor.
'Et hvert øjeblik var en kærlig gave.'
Sidste år – da parret havde været sammen i præcis otte år – gik Dennis Rauch på knæ og friede.
Parret mødte hinanden for ni år siden under hendes turné i England. Dengang var hun 25, og han var 21.
Leona Lewis vandt britiske 'X Factor' i 2006, og siden har hun kunnet skrive hit som 'Bleeding Love' og' A Moment Like This' på sit musikalske cv.
Hun har desuden aflagt Broadway et visit, arbejdet som model og lavet tv.