Onsdag morgen sagde den britiske sangerinde Jane McDonald et sidste farvel til sin elskede.

Her blev hendes forlovede, Walter 'Eddie' Rothe, stedt til hvile, lyder det på Twitter-profilen tilhørende sangerinden, der tidligere har været dansk gift.

'Det er med stor sorg, at vi kan fortælle, at Janes mangeårige elskede partner, Ed, gik bort fredag 26. marts,' står der i udtalelsen.

Heri lyder det også, at det var lungekræft, der kostede 68-årige Walter 'Eddie' Rothe livet.

'Vi vil gerne takke alle for deres hjælp og støtte i denne hårde tid. I særdeleshed medarbejderne i sundhedssystemet og de skønne ansatte på Wakefield Hospice.'

'Begravelsen fandt sted tidligere onsdag, og vi vil bede jer udvise næstekærlighed og respektere Jane og Eds families privatliv i denne svære tid.'

Jane McDonald og musikeren Walter 'Eddie' Rothe mødte hinanden i 1980 og datede i et halvt år, før de gik hver til sit.

Dengang ønskede den i dag 58-årige sangerinde at jagte en karriere som sangerinde på krydstogtskibe. Et valg, der endte med at gøre hende landskendt i BBC-serien 'The Cruise'.

Walter 'Eddie' Rothe og Jane McDonald fotograferet sammen på rød løber for tre år siden.
Walter 'Eddie' Rothe og Jane McDonald fotograferet sammen på rød løber for tre år siden. Foto: Ik Aldama
Vis mere

I 1987 blev hun så gift med en mand ved navn Paul. Ægteskabet varede i et år.

I 1998 giftede hun sig med danske Henrik Brixen, der arbejdede som ingeniør på et skib, da de mødtes. Med ægteskabet indtog han dog rollen som hustruens manager.

Parret blev skilt i 2002, og i de følgende år genfandt hun og Walter 'Eddie' Rothe kærligheden til hinanden.

I julen 2008 blev de forlovet, men de nåede aldrig at blive gift.