Et billede af én lille bitte hånd og to fuldvoksne af slagsen sammen med én hjerteskærende tekst. Det er, hvad man lige nu finder i toppen på Christina Perris Instagram-profil. Tirsdag mistede den 34-årige sangerinde sin lille datter.

'Hun døde under fødslen efter at have kæmpet ihærdigt for at komme til verden,' skriver hun og fortsætter: 'Hun har fået fred nu og vil for evigt leve i vores hjerter.'

I kommentarsporet vælter det ind med omsorgsfulde hilsner fra fans såvel som venner. Adskillige af Christina Perris sangkollegaer udtrykker deres medfølelse. Eksempelvis skriver Ashley Tisdale:

'Det er jeg så ked af at høre. Chris (ægtemand, red.) og jeg har dig og din familie i vores hjerter og sender jer al vores kærlighed og vores tanker.'

Allerede forud for fødslen vidste Christina Perri og ægtemanden Paul Costabile, at der var noget galt.

Uden at gå i detaljer berettede hun således på Instagram, at det allerede var planlagt, at datteren skulle opereres, så snart hun kom til verden. Det blev som bekendt aldrig aktuelt.

Det er anden gang i år, parrets ønske om at udvide familien bliver mødt af en tragedie. For to uger siden delte sangerinden en serie af graviditetsbilleder på Instagram sammen med en hudløst ærlig tekst:

'Jeg har aldrig rigtig ønsket at få taget graviditetsbilleder. Jeg fik ikke taget billeder, da jeg var gravid med Carmella (datteren, red), fordi jeg var traumatiseret af vokse så meget. Men efter en ufrivillig abort i januar har alt ændret sig.'

'Jeg er meget taknemmelig for at være gravid og taknemmelig for at være en kvinde. Jeg er blæst bagover af at opleve, hvad vores kroppe kan klare.'

'Jeg ved ikke, om jeg bliver gravid nogensinde igen, så denne gang har jeg tænkt mig at fejre og ære min graviditet. Min baby og min smukke krop,' skrev hun dengang.

Sammen med ægtemanden har hun den toårige datter Carmella Stanley Costabile, som kom til verden i 2018.

Året forinden var hun og Paul Costabile blevet forlovet – og gift.