Sia Furler har besluttet, at hun ikke har tid til at være i et forhold. Hun ønsker at være single resten af livet.

Derfor har hun sidste år adopteret to voksne sønner.

Det afslørede den 44-årige australske sangerinde i et interview med SiriusXM.

»Jeg elsker dem,« siger den stolte mor til to.

Sia gemte sig i baggrunden, da hun i 2016 optrådte på Smukfest i Skanderborg.
Sia gemte sig i baggrunden, da hun i 2016 optrådte på Smukfest i Skanderborg. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Drengene var begge 18 år og faretruende tæt på at skulle forlade børneforsorgen, da hun adopterede dem, fortæller sangerinden, hvis sønner i dag er blevet 19 år.

Og de har det, som mange andre unge mænd, svært ved at navigere i den ændrede hverdag under corona-epidemien.

»De synes begge to, det er rigtig svært – den ene mere end den anden – men de laver begge to ting, som er virkelig gode for dem, og som hjælper dem,« siger hun.

Sia Furler, der især er kendt for at optræde med sit ansigt skjult bag en stor paryk eller at gemme sig i baggrunden under sine koncerter, øser normalt ikke ud af sit privatliv. Og det er således ikke meget, hun i interviewet fortæller om sine voksne sønner.

Da magasinet GQ tidligere på året skrev et portræt af dj'en Diplo og bad hans tætte musikalske samarbejdspartnere beskrive ham, fik hun alligevel afsløret en del om sig selv, da hun ville beskrive, hvor fræk og sexet, hun synes, han er.

»I år sendte jeg ham en besked, hvor jeg sagde: 'Hey, prøv lige at høre, du er én ud af fem mennesker, som jeg faktisk er seksuelt tiltrukket af, og nu hvor jeg har besluttet mig for at være single resten af livet og lige har adopteret en søn, har jeg ikke tid til et forhold. Hvis du er interesseret i noget tilfældig sex, så ring til mig.«

Hvad Diplo svarede, melder historien ikke noget om.

Ej heller fortæller Sia, om hendes søn er den forældreløse dreng, som hun sidste år viste offentlig interesse i at adoptere.

Det skete, da HBO sendte dokumentaren 'Foster' om børneforsorgen i Los Angeles, hvor man blandt andet mødte den dengang 16-årige Dasani, der i en alder af fire år så sin mor blive dræbt, og siden blev kastet rundt i systemet.

Sia faldt angiveligt for den unge rapper-spire og skrev ifølge flere medier i et nu slettet tweet:

'Hey Dasani fra 'Foster' på HBO! Jeg vil gerne adoptere dig. Vi prøver at finde dig og få mit hjem godkendt osv, men jeg vil have, du skal vide, at du vil have et hjem hos mig.'

Sia Furler har ikke selv ønsket at bekræfte, om Dasani er en af hendes to nye sønner.