Sanger James Blunt fik skørbug af slankekur


»Det tog mig omtrent seks til otte uger at blive frygtelig usund og at opsøge en læge, som sagde: 'Jeg tror, du har symptomerne på skørbug'.«
Skørbug er en sygdom, der i gamle dage kostede mange sørejsende livet. Og den britiske sanger James Blunt har døjet med den.
Det fortæller han i et interview med Jessie Ware i podcasten 'Table manner'.
Sangeren, der i 2004 slog igennem med hittet 'You're beautiful', fortæller, at hans bekendtskab med sygdommen skyldtes en skør diæt, han var på i 90'erne.
Dengang studerede den i dag 46-årige sanger på University of Bristol, og på netop hans studie var der omtrent 170 kvinder – og tre mænd.
»Næsten alle kvinderne var enten veganere eller vegetarer.«
»Så ud af princip besluttede jeg mig for at være kødæder, og jeg levede udelukkende af hakkekød, kylling og måske lidt mayonnaise.«
Diæten ville understrege hans maskulinitet, mente han. I stedet fik han skørbug. En sygdom, der skyldes mangel på c-vitamin.
Har man skørbug vil man opleve træthed og åndedrætsbesvær. I værre tilfælde også muskelsmerter, blødende tandkød, tør hud, blødninger under huden og blødninger i hjernen.
I værste fald dør man.
Lægen rådede dengang sangeren til at drikke appelsinjuice hver dag for at få nok c-vitamin.
»Jeg besluttede mig så for at drikke appelsinjuice hver aften – og så fik jeg bare halsbrand i stedet.«