Bemærkningen borede sig ind i hendes sjæl, da den som en giftig slange hvislede gennem lokalet. Præcis højt nok til, at hun – hende den var møntet på – kunne høre den:

'Der var hun godt nok hurtig, den lille sorte Sambo,' sagde kvinden.

»Det er en meget ubehagelig ting at få at vide og ikke særlig rart. Man føler sig meget lille i det,« siger model og sangerinde Saba Lykke Oehlenschlæger om episoden, som vi vender tilbage til.

Om kort tid indtager hun en af de bærende roller i den ikoniske musical 'Hair' på Østre Gasværk.

En musical, der i sin originale udgave fik premiere i 1967, hvor temaer som krig og fred, diversitet, inklusion, seksualitet og ikke mindst race var brandaktuelle.

I dag – mere end fem årtier senere – er de det stadig. Og mange af dem har 25-årige Saba Lykke Oehlenschlæger mærket på sin egen krop.

Ikke mindst racisme, som – i forskellige afskygninger – har fulgt hende og hendes enæggede tvilling Andrea, siden de var små.

Hele sit liv har Saba Lykke Oehlenschlæger mærket racismen på sin egen krop.
Hele sit liv har Saba Lykke Oehlenschlæger mærket racismen på sin egen krop. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Otte måneder gamle blev de adopteret fra Etiopien og landede i Ringkøbing, hvor der ikke var andre som dem, og hvor især skoleårene kunne være hårde ved de to små piger.

Hun husker, hvordan hun ofte havde ondt i maven på vej til skole. Hvordan hun altid tog en anden indgang for at slippe for de større drenges kommentarer om hendes mørke hud.

»Jeg kommer fra et sted, hvor jeg har skilt mig meget ud, men har altid gjort virkelig meget for ikke at gøre det. For jeg har ikke haft lyst til at gøre det mere end nødvendigt,« siger Saba Lykke.

Både hun og Andrea var socialt vellidte og havde mange venner.

Men hun bestræbte sig også på at være venner med alle og konstaterede tidligt, at hvis blot hun smilte og gled af på de småracistiske bemærkninger, gik det hele lidt lettere.

»Senere har jeg datet både mænd og kvinder, og jeg kan huske fra min mor, at det ikke så meget var et problem for hende som en bekymring for, at nu skilte jeg mig ud igen,« fortæller den 25-årige sangerinde.

Derfor har hun altid været udglattende. Været hende, der forsøgte at lytte til og forstå alle. Hvilket også var, hvad hun gjorde den dag i baren, hvor de racistiske ord faldt.

Høfligt vendte hun sig mod kvinden. Gav udtryk for, at hun fandt bemærkningen ubehagelig.

Hvilket fik kvinden til at føle sig krænket over, at Saba Lykke overhovedet reagerede. For da hun – altså den hvide kvinde – voksede op, kunne man sagtens tillade sig at sige 'sorte Sambo'.

Konfrontationen mundede ud i, at Saba Lykke trak sig. Væk fra den og ind i selv for at slikke sine sår.

Efter hele sit liv at have været lyttende og forstående over for hverdagsracismen har Saba Lykke Oehlenschlæger fået nok.
Efter hele sit liv at have været lyttende og forstående over for hverdagsracismen har Saba Lykke Oehlenschlæger fået nok. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Men jeg tror bare, at jeg fik lidt nok dér,« siger hun om for første gang i sit liv at tage bladet fra munden. Tage fløjlshandskerne af og bryde ud af det mønster, der altid har fulgt hende.

»Når jeg fik nok dér, var det ikke så meget over, hvad der blev sagt. Mere, at der ikke er villighed til at forstå, hvor og hvad jeg kommer fra.«

»Jeg har altid været virkelig god til at forstå alle, sætte mig ind i, hvor folk kommer fra. Men det har manglet den anden vej. Og det er dét, der er min pointe,« siger Saba Lykke.

»Når jeg endelig siger, at det her faktisk var ubehageligt, så skal jeg have at vide, at det kan man som hvid godt sige, og at det er mig, der er krænkelses-parat.«

»Men det er jeg faktisk ikke. Jeg er meget åben og nogle gange også mere tålmodig, end jeg burde være,« mener Saba Lykke. Som dog har tænkt sig at skrue ned for det blus. Og skrue en smule op for det mere konfronterende.

For det er ikke nødvendigt at være ven med alle.

»Jeg prøver stadig at øve mig på at være en smule mere konfronterende, end jeg nogensinde har været.«

»Men min drøm er, at vi får en større vilje til at prøve at forstå hinanden bedre. Og det gælder begge sider. For jeg mener også, at vi som mørke mennesker skal være mere åbne og lydhøre.«

Hvilket er helt i tråd med budskabet i den rolle, som Saba Lykke skal spille i musicalen 'Hair'. Som hun har overtaget fra sin gravide søster.

»Så det giver rigtig meget mening, at det er mig, der skal lave lige præcis 'Hair'. Det virker så rigtigt. Og jeg glæder mig,« smiler Saba Lykke.

'Hair' har premiere på Østre Gasværk 23. februar.