Sonny Fredie-Pedersen lever drømmen ud i Hollywood - og lige nu tegner fremtiden lys.

I følge Sonny Fredie-Pedersen er de fleste folk i byen falske.

Pigerne er ikke halvt så smukke, som de er hjemme i Danmark.

Og rent arkitektonisk er Hollywood i bund og grund én af de grimmeste byer i verden. Så hvad laver den 24-årige danske danse-, tv-, og musikstjerne egentlig i LA-LA-land? B.T. tog til den amerikanske vestkyst for at spørge ham.

- Der ér selvfølgelig vejret, siger Sonny med et charmerende grin og nikker imod den skyfri himmel.

Mens Danmark ligger begravet i sne, er Sonnys nye hjemby Los Angeles nemlig velsignet med små 25 grader, koboltblå himmel og en let brise. Men det er ikke klimaet, der har fået Sonny til at forlade vennerne, familien og hjemlandet, han elsker.

Den 24-årige entertainer er i Hollywood for at prøve kræfter med showbiz-verdenens centrum – dér hvor det foregår. Og han er mildest talt kommet godt fra start. Således lagde dansemusen for med at optræde til årets Oscar-show. Han har samarbejdet personligt med både David Hasselhoff og én af byens bedste koreografer Paula Abdul. Og for to uger siden blev Sonny set af mere end 25 millioner amerikanske tv-seere, da han dansede sammen med Christina Aguilera i tv-showet 'Dancing With the Stars'.

Men her slutter dette eventyrs lovende begyndelse bestemt ikke.

I de berømte Dark Child Studier i North Hollywood er Sonny således ved at lægge sidste hånd på sit første soloalbum, der udkommer i 2011. Han har netop været til audition til hovedrollen i en ny ABC tv-film 'A Cinderella Story'. Og så er den 186 centimeter høje entertainer på nippet til at få én af den amerikanske danseverdens mest efterstræbte gigs som én af de professionelle dansere i førnævnte 'Dancing With the Stars'’ ottende sæson, der indledes til foråret.

- Lige nu går det fantastisk, siger Sonny med et grin.

- En gang imellem savner jeg selvfølgelig Danmark. Jeg savner den mere oprigtige, ærlige og ligepå attitude. Her kan man ikke tro på halvdelen af, hvad folk siger. Men samtidig er der ingen vej udenom: Hollywood er stedet, hvis man vil prøve det, jeg lige nu prøver.

Og hvad er så det? Jo, hvis Sonny engang skulle blive beriget med én af showbiz-hovedstadens mest efterstræbte udmærkelser, en stjerne i fortovet på Hollywood Boulevards berømte Walk of Fame, så skal den helst være for både dans, skuespil og musik.

- Jeg er det, som de herovre kalder 'a tripple treat' – dans, musik OG skuespil. Og det har allerede vist sig at være en rigtig god kombination.

- Således handler den tv-film 'A Cinderella Story', jeg var til prøve på, netop om en fyr som mig ... en fyr, der både danser og synger.

Nu er der selvfølgelig mange, der har drømt om det store gyldne amerikanske gennembrud før Sonny. Men efter et langt liv i showbiz ved han godt, hvordan tingene hænger sammen. Og han er ikke imponeret af al glamouren.

- Når jeg slapper af alene derhjemme (i en lejlighed i Hollywood, red.), er det altid med en lille bunke dvd’er og nogle poser slik hjemmefra. Jeg går aldrig ud på de poplulære og hypede steder.

Men hvad så med pigerne ... er alle folk i Hollywood ikke bare smukke som Scarlett Johansson.

- Nej, absolut ikke. Hver gang jeg kommer hjem til Danmark, husker jeg pludselig, hvor smukke pigerne er. Her i L.A. er det hele som regel falsk: håret, tænderne, brysterne. Men trods den tvivlsomme overflade indrømmer Sonny, at han har været på adskillige dates med amerikanske piger.

- Nogle af dem kan godt lide, at jeg som dansker er anderledes. Andre bryder sig måske ikke så meget om, at vi som danskere bare siger tingene, som de er. Og så går daten ikke så godt, griner Sonny. Så bliver der jo også mere tid til dans, musik og sang. Og det er derfor, Sonny er i Los Angeles.