Lørdag aften afholdes det store Youtube-award-show Guldtuben i Royal Arena i Ørestaden. Har du ikke helt styr på, hvem de unge stjerner er, hjælper aftenens vært Magnus Millang dig her til at blive klogere.
De har flere hundredetusind af fans, de tjener styrtende af penge på at reklamere for et produkt i deres videoer, alligevel er de stadig totalt ukendte for voksne mennesker.
Når Royal Arena i Ørestaden lørdag aften fyldes med børn og teenagere til årets helt store awardshow Guldtuben, hedder stjernerne fra de sociale medier navne som Rasmus Brohave, Kristine Sloth og Armin.
Det er en ny generation af unge underholdere, der udenom den etablerede del af mediebranchen underholder med sjove videoer optaget til internetkanaler som Youtube, Instagram og Snapchat.
Den voksne komiker Magnus Millang, kendt fra blandt andet TV2-satire-serie ’Danish Dynamite’, er aftenens vært, og for at du som udenforstående kan blive en smule klogere på de unge ’influencers’ (Marketingssprog for Youtube-stjerne), giver han dig her en lynguide til de største stjerner:
Rasmus Brohave:
231.173 subscribers på Youtube
»Han er nok den mest populære Youtube-stjerne og et virkeligt behageligt menneske, som jeg tror, han vinder meget på. Han er meget personlig og laver videoer, som de unge kan identificere sig med. Han er begyndt at lave mere historiefortællende video og kan sagtens ende med at blive vært på et stort tv-program.«
Eiqu Miller:
223.731 subscribers på Youtube
»Han er vores jokeren. Han er musiker, og så er han mega street og en rigtig drengerøv. Det siger meget om generations-skellet, at da jeg sagde, at jeg skulle lave en sang med Eiqu Miller, var der nogen, der troede, at jeg mente pigebandet fra ’Popstars’.«
Albert Dyrlund:
148.089 subscribers på Youtube
»Han er en fjollet sanger. Det er måske lige i overkanten, men han er lidt sin generations ’Det brune punktum’. Hans sange hitter helt vildt sindssygt og kan kaldes for en popstjerne med funny bone.«
Julia Sofia:
177.780 subscribers på Youtube
»Hun snakker meget om livsstil og makeup. Hun er lidt de unge pigers ’Eurowoman’. Og så er hun jo med i ’Vild med dans’ i år.«
Armin:
255.689 subscribers på Youtube
»Han er ligesom Eiqu Miller også lidt street. Han er sjov, og så er han cool – haha, hold kæft hvor lyder man gammel. Han er street og cool.«
Kristine Sloth:
209.741 subscribers på Youtube
»Hun vil sikkert hade, at jeg siger det, men hun er lidt den ’kvindelige udgave af Rasmus Brohave’. Hun snakker meget om hverdagsagtige ting, og så har hun vist en beef med Fie Laursen.«