Britney Spears kan se frem til store forandringer, efter at en domstol i Los Angeles har frataget hendes far værgemålet over hende. Alligevel kan sangerinden ikke forvente, at hun kan genvinde forældremyndigheden over sine to sønner.

Det fortæller Kevin Federlines advokat, Mark Kaplan, til TMZ.

De seneste uger er Britney Spears blevet omtalt som en fri kvinde. Kilder siger til TMZ, at sangeren har flere langsigtede planer med sit nye og frie liv. Britney Spears og hendes forlovede, Sam Asghari, kan for eksempel se frem til både bryllup og boligkøb, men intet tyder på, at hun skal have en større rolle i sine sønners liv.

Drengenes far, den amerikanske rapper Kevin Federline, vil fortsat have forældremyndigheden over de to drenge.

Britney Spears og sønnerne, Sean Preston og Jayden James, til premiere på ´Smurfs` i 2013. Foto: Michael Nelson.
Britney Spears og sønnerne, Sean Preston og Jayden James, til premiere på ´Smurfs` i 2013. Foto: Michael Nelson. Foto: MICHAEL NELSON
Vis mere

Britney Spears og Kevin Federline dannede par fra 2004-2007, og sammen fik de sønnerne, Sean Preston og Jayden James. Ægteskabet varede ikke længe for kendisparret, og efter knap tre år ønskede Britney Spears at blive skilt fra børnenes far.

I månederne efter skilsmissen var Britney Spears´ liv præget af et større alkohol- og narkotikamisbrug, og en dommer i Los Angeles fratog hende forældremyndigheden over de to drenge i oktober 2007.

De sidste mange år har aftalen været, at Sean Preston og Jayden James bor 90 procent af tiden hos deres far, mens Britney Spears må se sine sønner, når både hun og de har lyst. I dag er sønnerne 15 og 16 år, og ifølge Federlines advokat er de to teenagedrenge glade for aftalen.

På trods af at Britney Spears og Kevin Federline deler en turbulent fortid, har rapperen været ude og støtte sin ekskone i kølvandet på den meget omtalte værgemålssag. Federline har udtalt, at han afskyer det, som Britney Spears har været igennem, og ønsker hende det bedste.

Du kan læse alt om Britney Spears kamp mod sin far her.