36-årige Clement Kjersgaard fortæller her selv om de værdier, der har skabt og formet ham.
Kig på billedet af herren herover og sig de første tre ord, der falder dig ind. »Provokerende«, »skarp« og »selviscenesættende« vil muligvis være gennemgående bud. Clement Kjersgaard laver debat, så det underholder - og det uden at give køb på fagligheden.
Clement Kjersgaard overrasker, ikke bare i sine udsendelser, men også i dette personlige interview, hvor han sværger noget mere til hårdt arbejde end til talent.
Det får du med BT Plus:
- Et stort portræt af og personligt interview med tv-vært, skribent og foredragsholder Clement Kjersgaard skrevet af Peter Brüchmann.
- Han fortæller om sin barndom, ungdom og livet i dag.
Kig på billedet af herren her og sig de første tre ord, der falder dig ind.
»Provokerende«, »skarp« og »selviscenesættende« vil muligvis være gennemgående bud. Clement Kjersgaard laver debat, så det underholder - og det uden at give køb på fagligheden.
Som når store, seje LOC sidder stiv i stolen og siger: »Clement, du er den eneste, der kan gøre mig lidt shaky over at skulle på TV.« Clement Kjersgaard erkender da også, at der kan være kant. Men TV-værten, der kan gøre store mænd »shaky«, har ikke altid været sådan. Og er det i øvrigt heller ikke uden for de flade skærmes gennemslagskraft. Frækheden er, mener han, noget, han har lært sig. Den er blevet tilegnet gennem træning.
»Jeg tror ikke, at nogen, der har mødt mig som dreng eller for den sags skyld møder mig i dag, mener, at dét, frækheden, kendetegner min personlighed.
Jeg synes ganske enkelt, det manglede - og mangler - i medierne og i Danmark.
Derfor har jeg lært at være fræk. Jeg betragter det som en dyd.« »Selvstændig og selvsikker, ja,« - siger han om, hvordan han var dengang i Aarhus - men ikke provokerende.
Hans far, Erik Kjersgaard, var fra 1960erne og frem en institution i DRs monopoldage. Styrede museet Den Gamle By i dagtimerne og skrev artikler og bøger om aftenen.
Clement Kjersgaard overrasker, ikke bare i sine udsendelser, men også i dette personlige interview, hvor han sværger noget mere til hårdt arbejde end til talent. Hvor han hylder manuskriptet mere end improvisationen. Og hvor det selvstændige projekt er noget mere betydningsfuldt end det at være studievært.
36-årige Clement Kjersgaard fortæller her selv om de værdier, der har skabt og formet ham.
BARNDOMMEN
Projekter kendetegnede mit barndomshjem.
Det kendetegnede min far. Det kendetegner min mor, der har arbejdet som lærer og illustrator. Det var i den grad ikke et ni-til-fire liv. Min far var fuld tid i Den Gamle By om dagen. Og så gik han i gang igen med projekter fra kl. 20 indtil to om natten.
Dér blev det også en helt central del af mine værdier, at man selv skal lave tingene. Man kan ikke låne. Det er nok endnu mere udpræget hos mig, og derfor har jeg altid haft ekstremt meget fokus på selvstændighed.
Jeg har altid lavet projekter. Jeg begyndte at lave Århus Børneradio, da jeg var 10-11 år. Årene før forberedte jeg mig så at sige på det. Jeg ville rigtig gerne være forretningsdrivende. Det er RÆ-SON ( ambitiøst magasin om dansk og international politik, som Clement er udgiver af, red.) et forsøg på.
I selve skolen oplevede jeg ikke, at jeg stak ud. Mit billede af skolen var, at vi hele vejen fra 1. til 9. klasse var to drengegrupper: Dem der spillede fodbold, og dem - fire-fem stykker - der tegnede. Jeg hørte til den sidste. Der var én, der var den bedste til at tegne, og det var ikke mig.
Men det, der har kendetegnet mig lige siden 5. klasse, var, at jeg lavede mine egne ting. Radio og før det skoleblad.
Når jeg lavede radio, så deponerede jeg så stor en del af min personlighed og mit fokus dér, at jeg tror det satte mig i stand til at tage skolen mere afslappet.
Jeg duer ikke til institutioner og hierarkier og fandt ud af at dyrke friheden ved siden af. Der blev to søjler i mit liv.
Det kan vel sammenlignes med børn, der spiller violin eller går til sport, hvor det kan blive lige så vigtigt som skolen - eller vigtigere.
UNGDOMMEN
Da jeg var 16, tog jeg to år til Hong Kong for at gå på gymnasiet - United World College of Hong Kong. Det var på alle måder de to bedste og mest afgørende år af mit liv. Det ændrede fuldstændig min verden og gav mig et nyt billede af, hvor forskellige mennesker kan være.
Jeg bruger det stadig dagligt.
Alt, hvad jeg kom til, var nyt for mig - og nyt i det hele taget. Skolen åbnede det år. Der var kun 100 elever, heraf 50 fra Hong Kong. Der var én anden dansker, som jeg ikke havde specielt meget at gøre med. Men det var vildt at kunne udskifte sin tilværelse fra den ene dag til den anden. Møde helt nye mennesker, som fra denne ene dag var din verden.
Du har ingen historie. Du kan genopfinde dig selv i helt nye rammer.
Og dengang i ´ 92 var der ingen derude, der var i tvivl om, at verdens fremtid lå i Kina. Den dagsorden, som alle taler om i vores verden i dag, det var dagsordenen derude dengang. Danmark forsvandt - og forsvinder - i det store billede.
Da jeg så var 19, tog jeg til Oxford og læste og endte så hjemme i Danmark - færdiguddannet i filosofi, politik og økonomi - som 21-årig. Da jeg flyttede hjem efter fem år ude, følte jeg, at alting gik i stå. En Oxford-grad kunne ikke bruges til noget. Jeg var nødt til at få en dansk-grad. Jeg fik en bachelor og udgav RÆSON, men inden jeg fik afleveret mit speciale, ringede Mads Brügger fra DR. Den vært, han ville have haft til »Tal med Gud«, havde bedt om flere penge, end Mads ville give ham.
TV
Vi kunne se, at det dér »late night-TV« måtte kunne noget. Vi - det vil sige Mikael Bertelsen, der var medlem af chefredaktionen og selv havde lavet talkshows, Mads Brügger og jeg. Da Mikael sagde ja til at lade mig lave et talkshow, havde jeg næsten et år til at tænke det igennem. Jeg stillede alle de andre danske TV-programmer systematisk op - og konstaterede, at de alle sammen var »høflige« og »hyggelige«. Når man tegnede en skala, lå de alle sammen i den samme ende. I den anden ende - konfrontatorisk - var der ingenting. Så jeg lagde mig helt over i den anden side. Det var så simpelt som det.
Jeg tror ikke, at der var nogen, da jeg var 12, 16 eller 24, der ville opfatte mig som grov eller provokerende. Og den dér gadedrengeindstilling, den er ikke noget naturligt instinkt. Den er opbygget gennem mange års hårdt arbejde.
Og ud fra et simpelt valg: Hvis vi bruger 100.000 kr. på at lave en udsendelse, så skal vi også bide til. Men det der med at blive bidsk, det har jeg lært. Det er ikke min natur.
Det interessante for mig er ikke at være på. Eller være i fokus. Jeg vil til gengæld meget gerne bestemme, gerne gøre en forskel, sætte en dagsorden, men det er projektet, det handler om. Jeg ville gerne være chefredaktør og havde ingen brændende ambitioner om at blive studievært.
Og jeg vil 100 gange hellere være redaktør med indflydelse på produktet end studievært uden indflydelse.
Jeg er også den type, der har det dårligt med at være langt fra virkeligheden.
Jeg har det skidt med store huse og store systemer. På den måde havde jeg det ikke godt med universitetet, ligesom jeg ikke har det godt med Danmarks Radio.
Jeg har brug for en mindre båd. Men det, der har overrasket mig de seneste ti år, er, hvor meget frihed man faktisk kan arbejde sig til uden at gå på kompromis.
Og det har jeg her.
NUTIDEN
Et andet drive er de ressourcer, vi har.
Det provokerer mig, når vi ikke udnytter dem. Vi kan gå ned i studierne nu.
Det er tirsdag morgen. Der er tomt.
Sendetiden er tom. Vi kan gå ned og lave noget, der er helt forudsigeligt og en gentagelse af det, der blev lavet i går.
Eller du kan flytte det videre.
Studiet er det samme. Kameraerne er de samme. Men du har en kolossal frihed. Du kan fylde noget helt andet i formatet. Det er kun vores fantasi, der sætter grænser.
Når vi laver et program som ' Clement Søndag', så har jeg det godt med at vide, at der er ideer nok i manuskriptet.
Selv hvis jeg ikke får én eneste ny idé i 45 minutter, så ved jeg, det er okay.
Det giver mig en ro. Men hvis jeg har bedre spørgsmål, så bruger vi det. Jeg arbejder hele tiden på at blive mere og mere ' loose', dygtigere til at variere. Og så skal det gerne være sådan, at jo mere erfaren man bliver, jo længere tør man gå ud.
Men jeg skal have alting fact-tjekket.
Jeg vil ikke være på tynd is. Jeg er helt i den anden grøft. Og jeg er faktisk helst fri for at skulle improvisere, mens det sikre manuskript sætter mig fri. Fri til at agere derfra, så snart noget er bedre end vores forberedelse.
Jeg kan deponere min faglighed alene i manuskriptet. Men manuskriptet er ikke mig. Jeg bruger ikke mine egne holdninger. Jeg bruger på den måde ikke mig selv. Seerne ved intet om, hvilken musik jeg hører. De ved intet om, hvilket parti jeg stemmer på.
Når jeg skriver monologerne, er det - som resten af programmet - i den grad objektivt i ambitionen: Alle skal have det fur, de fortjener. Programmets målsætning er den uafhængighed. Jeg bringer ikke mig selv i spil. Jeg er programmets parkeringsvagt. Jeg ved godt, at det ikke er sympatisk, hvis jeg afbryder for tredje gang, men jeg er betalt for at gøre det.
Mit udgangspunkt, og det gælder for mig at se for hele mediebranchen, er, at vi er her ikke i morgen. Vi er jo ikke sat i verden, for at vise eftertiden, at der var et DR for 30 år siden.
Det burde være fuldstændigt bedøvende eller paralyserende at tænke på, at der sidder 500.000 mennesker derude og bruger 40 minutter af deres liv på at se på os. Men det er også ultimativt, hvis man hele tiden tænker på at kunne løfte hvert enkelt element.
Jeg lever ikke af eller for, at jo mere jeg bliver modsagt, og jo mere ballade der er, jo bedre går det. Jeg ville i virkeligheden gerne have, at alle elskede mig ubetinget hele tiden. Men projektet skal være ultimativt. Hvis du går efter at skulle være studievært de næste 30 år og blive sådan en figur, der kan flyttes fra det ene program til det andet, så bliver det betydningsfuldt, hvem man lægger sig ud med.
Der har jeg aldrig været. Der vil jeg ikke være.
