Interview med Hummel-milliardæren om buddhisme, hans livs udfordring og hvorfor han hverken har kone eller barn.

Forretningsmanden Christian Nicholas Stadil fortæller i et usædvanligt åbent og dybt interview om de begivenheder i hans liv, der har formet ham og gjort ham til den person, han er.

Ejeren af Hummel og ca. 50 andre selskaber er i dag - sammen med sin far Thor - god for flere milliarder, men træder mest frem i offentligheden for at fortælle om sine karma-projekter og kampen for at få erhvervslivet med på at skabe en bedre verden.

I denne samtale åbner han for første gang om den lidelse, som har plaget ham i store dele af hans liv og som minder om lidelsen OCD (Obsessive Compulsive Disorder - kaldet tvangstanker). Han kalder det selv 'abesind'.

- Jeg mødte engang Kejseren i Japans rådgiver, Yukyo, der har været buddhistisk rådgiver i 60 år. Han havde aldrig mødt en person med så mange kanaler som mig. Aldrig mødt nogen, der havde gang i så mange tankerækker, fortæller Stadil i interviewet.

- Jeg har i perioder brugt rigtig lang tid oppe i mit hoved. Hvis jeg skal give et eksempel, så brugte jeg engang tre timer til en skriftlig eksamen på universitetet på at diskutere med mig selv, om jeg skulle skrive med blyant eller med kuglepen. Tre timer. Det beskriver det nok meget godt. Er det bare mig eller er det ikke lige i overkanten?"

Endelig kommer den usædvanlige forretningsmand også ind på, at han trods et liv, der ikke ligefrem har skortet på tilbud, stadig er uden familie:

- Der er jo nok også en grund til, at man ikke har nogen kone i dag og ikke har noget barn. Det er sådan, jeg har levet mit liv i mange, mange år. Det er måske næste projekt. Indenfor et par år.

Med B.T. Plus får du:

- Et unikt, personligt interview med Christian Stadil

Andet godt fra B.T. Plus:

-

-


Sådan var han: Christian Stadil er ekstremt imødekommende, reflekterende og dyb - men i et meget højt tempo. Taler nærmest som Frederik Fetterleins vandfald - bare med vand i

Den korte historie er helt banal: Faren stjerneadvokat, moderen fotomodel, opvæksten foregik i ’whisky-bæltet’ nord for København. Topkarakterer i skolen, så den fine private kostskole Herlufsholm, så karriere i Livgarden.

Lidt jura, og i dag er han forretningsmand og har forlængst rundet sin første milliard og er formentlig på vej mod den tredje.

Men Christian Nicholas Stadil er mildest talt ikke nogen hverken banal eller almindelig forretningsmand. En af hans gamle venner siger:

-  Nicky (det kaldes Stadil blandt gamle venner, red.) og jeg laver i virkeligheden det samme, forretning på ganske alvorligt plan. Men Nicky gør det så meget på sin måde. Står der ved siden af alverdens stjerner og ligner et fastelavnsris i orange jogging-bukser, butterfly og sjove briller.

Et par timer med Christian Stadil er en rollercoaster i kontrasternes pendul. Fra buddha til action-man. Fra Leonard Cohen til Rocky. Fra zen-mestre og yoga-stilling til hård forretning og kontroversielle overtagelser af firmaer. Fra glansbilledet af karma-milliardæren til 28 års kamp med en lidelse og det, vi andre ville kalde ’mit livs udfordring’.

I hovedkvarteret hos den mest synlige af hans forretningssucceser, Hummel – som han med sit hold forvandlede fra hensygnende provins-brand til retro-bølgens største moder-succes – står der en tre meter høj buddha-lignende ’karma-figur’.

Og forbilledet i den kunstens verden, der fylder en stor del af hans liv, er Leonard Cohen, illustreret med citatet: ’There’s a crack in everything (der er en sprække i alting), that’s how the light gets in (det er sådan, lyset slipper ind).’

- Jeg har sgu masser af sprækker. Både i forhold til at drive forretning. Og i forhold til mig selv, svarer Stadil på et spørgsmål om glansbilledet af milliarderne, den humanitære profil, buddhistisk inspiration og smukke kvinder.

Tag med Christian Stadil i fortællingen om forretningsmanden, der har alt, men både tvivler, søger – og nok aldrig ‘finder hjem’.

Barndommen

- Jeg har nok altid følt, at jeg har stukket lidt ud. Ikke sådan, at jeg har været federe end andre. Jeg kan bare ikke huske, hvornår jeg ikke har været sådan. Det kommer måske af, at jeg var enebarn. Jeg ved jo ikke, hvordan det er at have søskende.

- Jeg har altid leget meget med min far og lavet alle mulige vilde ting med ham. Og gør det stadig, som når vi i efteråret klatrede i bjerge i Japan. Men jeg har altid søgt og kan rigtigt, altså RIGTIGT godt lide at være alene. Sådan har jeg altid haft det.

- Jeg har brugt meget tid på mit værelse og har været i mit eget univers. Jeg kunne ikke identificere mig med biler. Jeg legede med action-men. Dér kunne jeg lave et univers, der var menneskeagtigt, og i virkeligheden fører det direkte frem til det, jeg laver i dag. Jeg kunne ligge en hel dag under en busk og lege western-lejr.

- Det var et kæmpe-setup over hele græsplænen. Det slår mig nu, når vi snakker om det, det var jo story-telling, iscenesættelse og kreativitet. Det var konceptualisering og kreativitet i et meget visuelt univers. Jeg har nok haft roen til at være den, jeg nu engang var. Med den risiko for, at man stikker ud. Den har jeg taget med. Meget handler givetvis om en vis portion selvværd, som jeg fik med hjemmefra.

- Men omvendt har jeg også haft døden tæt på en del gange: Ved min fødsel lå jeg omvendt og havde navlestrengen rundt om halsen, så jeg var ved at blive kvalt og blev født ved et dramatisk kejsersnit.

- Da jeg var to år, faldt jeg af en slæde bag et hestespand i Norge og fik hestens gjord rundt om halsen og blev trukket 200 meter efter slæden. Så min mor har altid sagt, at jeg har en hvid ring rundt om mig. Det har jeg faktisk aldrig sagt til nogen før. Hun har sørget for den her beskyttende hvide ring. Det er et fint billede på, at jeg hele tiden har min mor med mig.

Skoletiden

- Til et foredrag på Fyn mødte jeg min gamle halvkæreste fra grundskolen, Ulla. Hun mindede mig om engang i 8. klasse, hvor jeg kom i skole i FULD militæruniform. Ikke bare sådan en trendy militærjakke. Nej med feltspade, vandflaske, sløringsnet i hjelmen, gaspistol med hylster. Det hele!

- Og som Ulla sagde: ’Det mærkeligste var, at der var slet ingen, der undrede sig. Ingen der drillede. Sådan var du bare, Nicky.’ Jeg er aldrig blevet rigtigt mobbet. Det har nok hjulpet lidt, at jeg altid har trænet kampsport (smil). Altid haft rigtig gode venner og havde store grupperinger, som jeg underviste i kampsport.

- Jeg var også en af Dannmarks yngste boksere. Jeg startede, da jeg var 9 år og løb rundt i skovene i Nordsjælland i grå joggingbukser med Eye of the Tiger i walkman’en og bandager om hænderne, wannabe Rocky-stil.

- Men noget af det, der flyttede mig mest, var nok, når jeg om sommeren var flere måneder i USA hos min onkel, Bjørn Stadil, der var direktør hos Texas Instruments i Dallas. Jeg gik i skole og trænede kampsport. Jeg var 12 år. Men han gav mig ’Hitchhikers Guide to the Galaxy’ (kult-roman i den bizarre genre, red.), Jungs teorier og bøger om buddhismen. ‘Værsgo, knægt. Kværn du dem.’

- Og så hørte han mig nærmest i dem næste dag. Han var en god, klog og meget speciel mand. I virkeligheden var det ikke særlig pædagogisk, men han talte til mig som en voksen. Han viste mig også sine Playboy magasiner fra 80’erne. Det har nok – sagt med et smil – været med til at definere min æstetik.

- Det er også i den tid, at jeg første gang oplever det her tankemylder, der kommer til at præge mit liv ganske meget. Jeg får de her tankerækker, borderline-agtige tvangstanker. Men kalder det OCD (obsessive compulsive disorder – en lidelse, der tidligere blev kaldt tvangsneuroser, red.) og jeg havde noget, der kunne minde om OCD. Det er en meget kraftig indre dialog. Tankespind.

- Og jeg har i perioder brugt rigtig lang tid oppe i mit hoved. Hvis jeg skal give et eksempel, så brugte jeg engang tre timer til en skriftlig eksamen på universitetet på at diskutere med mig selv, om jeg skulle skrive med blyant eller med kuglepen. Tre timer. Det beskriver det nok meget godt. Er det bare mig eller er det ikke lige i overkanten?

Vis mere

20’erne

- Et helt afgørende vendepunkt er i starten af 20’erne. Jeg havde været meget på det maskuline. Boksede. Underviste i kampsport. Jeg spillede amerikansk fodbold og var kaptajn på holdet. Trænede body-building og vejede 95 kg. på grund af muskler. Så kom jeg i Livgarden , blev sergent og var ret god til det. Blev udtaget som nr. 1, og de ville gerne have, at jeg gik videre til Hærens Officerskole.

- Jeg havde fået den vigtige aha-oplevelse, at jeg kunne motivere og inspirere folk uden at råbe og skrige, som ellers ret ret trendy i Livgarden. Jeg var god til at lede. Jeg kunne stå overfor en flok og var ikke bange for at tale foran en forsamling. Fik fine papirer. Men jeg valgte ikke at gå videre.

- Og dér fik jeg en oplevelse, meget a la det, man i buddhismen kalder ‘satori’, oplysning. Jeg oplevede et halvt år af tankeløshed, ikke at man er hjernedød (smil). Men en periode, hvor jeg rev siloer ned rundt omkring mig selv. Hvor man går fra ‘me’ til ‘we’. Fra small mind til big mind. Og det er jo helt fantastisk.

- Det, der ofte holder os fra at optimal performe, det er ordene, der kritiserer oppe i hovedet. Den indre dialog. Jeg læste engang en underholdende bog med et noget specielt kvindesyn, Neil Strauss’ bog ‘The Game’ om forførelse. Her beskriver han situationen, hvor du får øjenkontakt med en pige på f.eks. et diskotek.

- Så skal du gå hen til hende indenfor tre sekunder. Ellers begynder din indre stemme at kritisere: ’Nej, hvad synes hun om mig? Nej, hun vil ikke kunne li’ mig’.

- Tænk sig, hvis man kunne udvide de tre sekunder til at vare evigt. Så har du ikke den silo rundt om dig. Jeg oplevede de tre sekunder i et halvt år, hvor der ikke strømmede ord ind i mit hovede.

- På et tidspunkt, inden jeg skulle i gang med at læse jura, arbejdede jeg på et lager. En dag, jeg sad der, begyndte der at komme en stemme oppe i hovedet for første gang i lang tid. I stedet for at bekæmpe den eller lade den passere, gav jeg den kraft. Dér starter det. Det var min brændende platform.

- Her begyndte jeg at genfinde den store interesse fra mine teenageår for buddhismen. Det blev en passion og en quest. Jeg har måske læst 500 bøger om buddhismen og været på retreats (klostre, o.l.) over hele verden. Og det er det, jeg mener med de ekstreme kontraster. Mellem ro og mylder. Mellem det maskuline og det feminine.

- Jeg var medlem af paramilitære grupper i 7. klasse, lavede hjemmelavede bomber, sov i bivuak og lavede Fight Club-agtige scener med kampsport. Men det er først efter, at jeg er blevet ældre, at jeg har embracet (omfavnet) begge sider. Kontrasterne mellem maskulin og feminin er meget tydelig. Givetvis fra min far og min mor.

30’erne

- Kontrasterne viser sig også mellem at være på-på-på, som jeg er i en uge med foredrag for 2000 mennesker, forretningsrejser, møder i vores virksomheder, osv. Så har jeg et ekstremt, virkelig EKSTREMT behov for at være ‘af’. Trække gardinerne for. Virkelig gardinerne for. Være helt mig selv.

- Nogle gange tager jeg til bjergene i Frankrig. Ser ikke et øje. Mange siger ‘hvordan kan du det?’. Jeg elsker det! Det er en indre kant. Jeg mødte engang Kejseren i Japans rådgiver, Yukyo, der har været buddhistisk rådgiver i 60 år. Han havde aldrig mødt en person med så mange kanaler som mig. Aldrig mødt nogen, der havde gang i så mange tankerækker.

- Hans billede på modsætningen er bonden på marken, der går med ploven. Er tilstede. Jeg er i virkeligheden nok meget modsat. En af de noble sandheder i buddhismen er, at lidelsen kommer af begæret – efter altid at ville noget andet. Det er kernen i min udfordring. Jeg er altid på vej.

- Jeg har fået nogle værktøjer, som har virket, men jeg tror aldrig, at jeg kommer 100 procent hjem.

- Hvordan man gør det? Jeg har ikke fundet svaret endnu.

40’erne

- Der er jo nok også en grund til, at man ikke har nogen kone i dag og ikke har noget barn. Fordi jeg hele tiden er på vej. Det er sådan, jeg har levet mit liv i mange, mange år. Det kan være, når jeg får børn. Det er måske næste projekt. Indenfor et par år.

- Du ved, bonden på marken beskriver, hvorfor jeg har haft et behov for at finde release, ro. Da jeg var mellem 20 og 30 skal jeg love for, at der var gang i den. Jeg brugte al min tid på tankerne oppe i hovedet. Så bliver man god til hele tiden at sige ‘hva’ nu hvis’, fordi man diskuterer med sig selv. Men det, jeg for nylig har fundet ud af, er, at jeg ikke skal flygte fra det.

- De mange spørgsmål og refleksioner skaber kreativitet. Så i stedet for at flygte, skal man omfavne det. Det, der har været min lukkede dør, bliver pludselig min åbne dør. Og det er et vigtigt budskab for mig: Det, du kæmper mest med, kan være det, der gør dig skidegod til andre ting. Det, der gør dig unik.

- Jeg har tvivlet på mig selv. Har aldrig været fuldstændig sikker. Men tvivlen er også vigtig. den holder mig på tæerne, gør mig nysgerrig. Det er min åbne dør.