Efter i årevis at have festet som en konge, knaldet hundredvis af damer og brugt millioner af kroner er Fredrick Fetterlein nu nået bunden. Han skylder så mange penge væk, at han deltager i TV3's program 'Luksusfælden'.

Her får den 40-årige model og tidligere professionelle tennis-spiller hjælp, som så mange andre danskere før ham, af Louise Frost og Gustav Juul til at rette op på en elendig økonomi.

For første gang i programmets historie vælger TV3, at sende forsøget på at redde en enkelt persons økonomiske problemer over to afsnit. Så store er Fetterleins pengeproblemer. Han skylder nemlig 5,8 mio. kroner væk.

- Vi sender det første program mandag 30. januar og andet program tirsdag 31. Det er første gang, vi viser en enkelt person over to programmer i 'Lusksufælden's historie. Så mange ting var der at få styr på, siger pressechef hos TV3 Søren Hedman.

- Det er den største forbrugsgæld, der nogensinde har været i programmet, uddyber Søren Hedman, der gør opmærksom på, at 'Luksusfælden' ikke skal til at være et kendisprogram.

Tidligere har B.T. beskrevet hvordan playboyen er blevet erklæret konkurs efter år med stort forbrug af damer, champagne, tøj og meget andet. Samlet har Fredrick Fetterlein en gæld på ikke mindre end 5,8 mio. kroner