Det er ikke uden grund, at Jussi Adler-Olsen bliver betegnet som Danmarks thriller-konge. Slet ikke efter hans regnskab for 2010 i weekenden blev offentliggjort.

Her tegner der sig nemlig et imponerende overskud på mere end 13 mio. kroner, der langtfra er af den type uhyggelig læsning, som Adler-Olsens millionvis af læsere sværger til.

Den 60-årige thriller-forfatter bag serien ’Afdeling Q’, der bl.a. tæller den storsælgende ’Kvinden i Buret’ høstede således et overskud på i alt 13,79 mio. kroner før skat i 2010. Det viser regnskabet fra Jussi Adler-Olsens personlige selskab AdlerOlsen.dep.

Det indrammer dermed et af de bedste år for en dansk forfatter nogensinde.

Overskuddet er faktisk omtrent fire gange så stort som resultatet i 2009, hvor Jussi ellers hentede flotte 3,57 mio.

Efter skat har den succesfulde thriller-forfatter et overskud på i alt 10,31 mio, selvom han dog kun har valgt at fylde en relativt almindelig lønpose med 788.000 til sig selv.

Pengetanken i selskabet er på i alt 9,02 mio. kroner i egenkapital. Og Jussi Adler-Olsen er samtidig direktør i solenergi-selskabet Dansk Photovoltaik A/S, der i 2010 havde 13,4 mio. på kistebunden i opsparet egenkapital.

I det hele taget har de seneste fire år været usædvanligt gunstige for forfatteren, som siden ’Kvinden i Buret’ udkom i 2007 har fået solgt sine bøger til mere end 25 lande, ligesom en af hans bøger også er lavet som spillefilm.

Og 2011 tegner til at blive mindst lige så stærkt som sidste år med enorm succes på bl.a. det store tyske litteraturmarked.

Det skader heller ikke, at Jussi Adler-Olsen for nyligt scorede det, der regnes for krimiernes svar på en Oscar, da hans roman ’Journal 64’ blev tildelt seks stjerner af det velansete thriller- og krimtidsskrift ’Detective & Thrillergids’.

Jussi Adler-Olsen arbejder i øjeblikket på næste epos i Afdeling Q-serien.