Det var ikke kun de 35.250 pærer, der blev tændt i Tivoli lørdag aften, men også børnenes øjne lyste op, da julesæsonen blev skudt igang for 25. gang.

Det var de to skuespillere fra Rytteriet Bodil Jørgensen og Martin Buch, der sammen med en julemand havde æren af at tænde Tivolis 12 meter høje træ foran et hav af gæster.

»Man kan ligesom få sådan noget stjernestøv, der falder ned over en, sådan var det faktisk. Jeg var overrasket over, at der var så mange lys. Og så var det altså smukt at se de små, det var det altså,« sagde Bodil Jørgensen til B.T. efter træet blev tændt.

Og selvom  der var mange voksne til stede, da træet blev tændt, så var langt de fleste der, fordi deres børn skulle se træet og julemanden. Og børnene er også det, som gør julen speciel for både Martin Buch og Bodil Jørgensen.

Rytteriet optræder med 'Rytteriet Live i Tivoli' til foråret. Det er Rasmus Botoft, Martin Buch og Bodil Jørgensen, der udgør den satiriske trio, der er Rytteriet.
Rytteriet optræder med 'Rytteriet Live i Tivoli' til foråret. Det er Rasmus Botoft, Martin Buch og Bodil Jørgensen, der udgør den satiriske trio, der er Rytteriet. Foto: Tivoli // Presse
Vis mere

»Det bedste ved julen er hyggen og samværet med børnene,« siger Martin Buch og Bodil Jørgensen fortsætter:

»Det er det med de små. Det viser jo noget vi kan varmes og glædes ved, og så læser jeg jo altid Kristuslegenden af Selma Lagerlöf op for hele familien.«

Martin Buch havde også familien med inde og se træet blive tændt, og datteren Lucia fortalte efter seancen, at hun syntes det var både rigtig sejt og smukt.

Trioen, som rytteriet er, var i aften en duo, da Rasmus Botoft var ude at optræde. De tre medvirker i 'Rytteriet Live i Tivoli' til foråret.