Nyheden om, at den ældste datter til byens ukronede konge, Kandis-forsanger Johnny Hansen, før nytår skal være blevet anholdt i forbindelse med et indbrud i en butik, har spredt sig som en løbeild i den lille by Hurup i Thy.

Kilderne i byen fortæller, at rygterne siden nytår har svirret om, at dansktopsangerens 21-årige datter havde forbindelse til indbruddet.

Bladet udsolgt i Hurup

I købmandsbutikken Min Købmand, hvor indbruddet fandt sted natten til den 25. december, står ugeblade og magasiner sirligt på rad og række. Der er dog ingen Se og Hør at finde i mængden.

Det var Se og Hør, der i går morges bragte historien om anholdelsen, og der gik ikke mange timer fra forretningen åbnede, til det sidste eksemplar af ugebladet var solgt.

- Det er usædvanligt, beretter en ansat i forretningen, der ellers ikke ønsker at udtale sig om hverken indbrud eller Kandis-Johnnys datters forbindelse til sagen.

Ingen kommentarer

Den 21-årige unge kvinde er et kendt ansigt i købmandsbutikken, hvor hun i august blev udlært. Hun bor kun et par hundrede meter derfra i en gul villa, som hendes far ejer.

BT ville gerne have haft hendes kommentar til Se og Hørs historie, men ingen åbnede døren, da BTs udsendte bankede på.

Hjemme hos Johnny Hansen blev døren åbnet, men familien ønskede ikke at udtale sig som sagen.

- Vi har ingen kommentarer, sagde Kandis-Johnnys forlovede, Gitte Mortensen, da BT bankede på.