Efter næsten et år som single er superstjernen Ariana Grande nu angiveligt igen i et forhold.
26-årige Grande afbrød sidste efterår sin forlovelse med komikeren Pete Davidson, og siden da har der været helt stille om hendes kærlighedsliv.
Men nu kædes hun sammen med musikerkollegaen Mikey Foster. Han er en del af gruppen Social House, som netop har udsendt singlen 'Boyfriend' sammen med Ariana Grande, og i videoen spiller han hendes kæreste.
Ifølge New York Post er rollen blevet til virkelighed, og de citerer anonyme kilder for, at stjernerne nu dater, og har gjort det i et stykke tid.

Hverken Ariana Grande eller Mikey Foster har bekræftet historien, men de optræder hyppigt på hinandens Instagram-profiler, som bruges flittigt til at promovere den nye sang.
Grandes forhold til Pete Davidson fik et grimt efterspil, da han brugte sin rolle i 'Saturday Night Live' til at gøre grin med bruddet.
Det fik nemlig efterfølgende Ariana Grande til meget offentligt at kritisere ham i sangene 'Thank You, Next' og en den mindre subtile 'Pete Davidson'.
Det påståede forhold kommer efter en hård periode i Grandes liv. Hun lider af PTSD efter terrorangrebet mod hendes koncert i Manchester 2017, hvor 23 omkom og mere end 800 kom til skade, og i september måned sidste år døde hendes ekskæreste, rapperen Mac Miller, af en overdosis.