Den danske tegneserieforfatter, digter og historiefortæller Rune T. Kidde er død. Han døde natten mellem søndag og mandag efter længere tids sygdom, 56 år gammel.
Det bekræfter teaterleder og instruktør Kristoffer Møller Hansen fra Holbæk Teater, hvor Rune T. Kiddes musical »Den Lilla Møghætte og Pulven« spiller i denne tid.
»Det er et stort tab, for han var en gudsbenået forfatter og sangskriver,« siger teaterdirektøren, der har arbejdet sammen med Rune T. Kidde i et års tid.
»Han var enorm begejstret og engageret for sit arbejde og gik op i det med liv og sjæl. Han var dybt professionel, overholdt alle deadlines og var en fremragende sangskriver, som jeg havde stor fornøjelse af at arbejde sammen med,« siger Kristoffer Møller Hansen.
»Hans største egenskab var helt klart, at han var i stand til at give sin fantasi videre, at opfordre andre til at lege med eventyrerne samt fortælle historier til hinanden. Og så ville han med sin krøllede hjerne minde os og hinanden om, at livet ikke kun er puttenutte, sødt og pænt, men at der også er grovheder i det, og at livet er levende, og at vi skal sige ja til det og turde at bruge det,« siger han.
De egenskaber udtrykkes ifølge Kristoffer Møller Hansen bedst gennem netop »Den Lilla Møghætte og Pulven«, en tegneserie, som siden er blevet til en musical i samarbejde med komponisten Fuzzy.
»Se bare på hans version af brødrene Grimms folkeeventyr »Den lille Rødhætte«, som bliver til »Den Lilla Møghætte og Pulven«. Der er det jo tydeligt, hvor stor en talent han var,« siger han.
»Rune nåede at opleve premieren 17. oktober. Det er jeg enormt glad og taknemmelig for, for det var en oplevelse, vi havde set frem til at dele sammen. Det er klart, at vi på Holbæk Teater vil markere Runes bortgang. Men hvordan og hvorledes vi gør det, har vi ikke besluttet endnu,« siger Kristoffer Møller Hansen.
Rune T. Kidde indledte sin kunstneriske løbebane som medlem af 1970ernes tegneserieundergrund og har stået bag en række striber, tegneserieudgivelser og forlag. I 1990 mistede han synet, hvilket satte en stopper for hans virke som tegneserietegner, men han fortsatte dog ufortrødent som romanforfatter og historiefortæller, ligesom han var kendt for sine rejsemontager for DR.
Blandt Rune T. Kiddes udgivelser er den delvis selvbiografiske roman »Midt i havet, midt i himlen« samt erindringsbogen »Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring«.
FAKTA:
Født 27. september 1957 på Fyn, søn af keramikeren Ragnhild Kidde og illustratoren Thormod Kidde.
I slutningen af 1970erne medstifter af kollektivforlaget Balder og Brage samt tegnestuen Gimle.
En del af dansk tegneseries undergrundsmiljø i 1980erne. Bedst kendt for striben »Den lilla møghætte og Pulven«.
Debuterede som digter i 1983 med digtsamlingen »Gjort bedre før«. Romandebut i 1993 med »Rejsen til Alvilva«.
Mistede synet på grund af sukkersyge i 1990. Herefter forfatter, dramatiker, historiefortæller og skuespiller.
Udgav i 2007 selvbiografien »Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring«.
Døde natten til mandag, 56 år gammel.