Lyt til artiklen

1. januar i år sad fans af 'Harry Potter' klar ved skærmen, da det særlige 20-års jubilæumsprogram blev sendt på HBO.

Langt størstedelen af stjernerne fra filmen var med, men én ganske særlig person manglede.

Nemlig skaberen af hele universet, forfatteren J.K. Rowling.

Spekulationerne begyndte hurtigt, og mange mente, at hun ikke var med i programmet på grund af den storm af kritik, hun har befundet sig i, siden hun i 2020 omtalte sig kritisk omkring transpersoner.

Hverken forfatteren selv, produktionsselskabet Warner Bros eller HBO kommenterede dengang J. K. Rowlings fravær.

Men nu afviser den 57-årige forfatter, at hun ikke var velkommen i programmet.

Faktisk forholder tingene sig helt omvendt, da det, ifølge J.K. Rowling, var hende, der takkede nej til at være med.

Det fortæller hun i et interview med Graham Norton på Virgin Radio, skriver Daily Mail.

»Jeg blev spurgt, om jeg ville være en del af det, og jeg besluttede, at det ville jeg ikke,« fortæller hun.

»Det handlede om filmene og ikke bøgerne. Det var det, jubilæet handlede om. Så der var ikke nogen, der sagde, at jeg ikke skulle gøre det. Jeg blev bedt om at være med, men jeg besluttede at lade være.«