»Gutti har en meget sjælden sygdom. Det værste ved sygdommen er, at den gør, at man bliver blind.«
Sådan siger sangeren Rasmus Seebach i en video, der mandag formiddag er blevet lagt på hans Facebook-profil.
I videoen følger man Seebach og drengen fra Færøerne, der er taget på tur sammen, fordi Guttis mor har kontaktet ham og sat ham ind i den triste sygdomssituation.
»Heldigvis er Gutti ikke blind endnu, men hans syn forværres hurtigt, og han kan ikke tåle skarpt lys,« forklarer Seebach i videoen.
Makkerparret spilder heldigvis ikke tiden sammen, og når både i biffen og se 'Toy Story 4', i Tivoli og ud at spise pizza.
»Selv om han ligner en lille rockstjerne, så bliver jeg trist over, hvor uretfærdigt det er for søde Gutti. Så da hans mor fortalte om deres mission for, at Gutti skal have så mange fede oplevelser som muligt, mens han endnu har sit syn, så vidste jeg bare, at Gutti og jeg måtte tilbringe en dag sammen,« siger Seebach, der i en mail til B.T. fortæller, at dagen har gjort et stort indtryk på ham.
»Jeg ved ikke, om jeg kan gøre en forskel i hans liv, men jeg håber, at vores dejlige dag sammen kan være et lyspunkt i en hverdag, der nok ikke altid er den letteste. For mig er det i hvert fald et dejligt minde fra en fantastisk hyggelig dag sammen med verdens sejeste Gutti.«
»Det var en helt særlig dag, som jeg aldrig glemmer. Og selv om Gutti nok er fan af mig, så kan jeg uden at tøve sige, at jeg er større fan af Gutti,« siger popstjernen til sidst i videoen. Du kan se klip fra deres dag sammen herunder.