»Det ville jo komme ud på en eller anden måde. Det skulle jo ud. For jeg har ikke lyst til at gå og skjule det eller gemme mig og være flov over det.«

Andrea Elisabeth Rudolph har i kølvandet på sin kræftdiagnose truffet en beslutning, fortæller hun i tirsdagens udgave af 'Aftenshowet'.

En beslutning om at være åben og ærlig om sin sygdom.

Og det er hun så.

'Mit 2021 bliver noget anderledes, end jeg først havde forestillet mig. Jeg har fået konstateret brystkræft, og der venter mig derfor et halvt til et helt år, hvor jeg skal arbejde meget mindre og bruge min energi på at blive rask og være sammen med mine børn,' fortalte hun således ærligt 24. februar på Instagram.

En måned forinden havde hun fundet en knude under armen. En uge senere fik hun diagnosen og skrev sig ind i en kedelig statistik.

Hver niende danske kvinde rammes nemlig af brystkræft. Og det er også medvirkende til, at den 44-årige vært, iværksætter og altmuligkvinde taler så åbent om sit forløb.

Medvirkende til, at hun tager sine Instagram-følgere med, når hun fjerner sit hår. Når hun tager til behandlinger. Og når hun reflekterer over situationen.

Andrea Elisabeth Rudolph har skabt Rudolph Care, der udvikler, producerer og sælger bæredygtige skønhedsprodukter
Andrea Elisabeth Rudolph har skabt Rudolph Care, der udvikler, producerer og sælger bæredygtige skønhedsprodukter Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

For Andrea Elisabeth Rudolph nægter at pakke sig væk. Nægter at føle skyld og skam over at være syg.

Hun fortæller i 'Aftenshowet', at hun har modtaget utallige henvendelser fra personer i samme situation som hende selv.

Mennesker, som bærer på en skyldfølelse på grund af deres diagnoser, fordi de har gjort deres nærmeste bange. Mennesker, der fortæller, at de skammer sig.

Men det kan man ikke bruge til »en skid«, slår hun fast i programmet og understreger, at mange også har fortalt, at de føler sig alene.

Alene, fordi de på grund af følelserne ikke ønsker at belemre deres nærmeste.

»Man skal overhovedet ikke være alene i det her. Jeg er så sindssygt privilegeret. Jeg har en vidunderlig familie. De bedste venner i hele verden. Og så har jeg alle mine følgere, som er mine venner på Facebook og Instagram, og som virkelig har væltet mig med … Nu bliver jeg helt rørt,« siger hun i programmet.

Tager en indånding. Fortsætter:

»Jeg er marineret i kærlighed. Det har været så rørende. Det er så vildt at opleve den kærlighed, der strømmer mod en. Det hjælper også mig. Det er ikke bare mig, der deler ud. Det gør alle mine følgere også. Jeg får også meget.«

Andrea Elisabeth Rudolph og ægtemand Claus Møller Jakobsen fotograferet sammen i 2014.
Andrea Elisabeth Rudolph og ægtemand Claus Møller Jakobsen fotograferet sammen i 2014. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Andrea Elisabeth Rudolph har fået stor viden ud af sine følgeres henvendelser.

Og hun har fået åbnet øjnene for, at der er mange som hende. Og mange, der kender nogen, der har fået en kræftdiagnose. Mange, der har mistet. Men også mange, der håber og tror.

Hun er ikke i tvivl om, at netop ovenstående er skyld i, at hendes indsamling til Kræftens Bekæmpelse er gået så godt.

Indsamlingen startede søndag. 24 timer senere var over en million kroner samlet ind.

Når hun i 'Aftenshowet' taler om indsamlingen, siger hun 'vi'. »Vi har samlet mange penge ind«. For hun kunne ikke have gjort det uden sine følgere, understreger hun.

Hun håber nu, at pengene kan bidrage til at finde ud af, hvordan det kan være, at så mange danske kvinder bliver ramt af brystkræft.

For som hun siger:

»Det er fuldstændig sindssygt.«