Næsten 40 år efter de legendariske 'Tilbage til fremtiden'-film mødtes 'Doc og Marty' i weekenden på en tegneseriemesse i New York.

Her skabte skuespillerne bag de ikoniske roller et rørende øjeblik, som siden er gået viralt.

83-årige Christopher Lloyd og 61-årige Michael J. Fox var inviteret ind på messen for at fortælle om filmtrilogien, og her kom de to skuespillere ind på deres respektive karrierer, deres venskab og hvordan det var at filme 'Tilbage til fremtiden'.

Det mest opsigtsvækkende øjeblik kom dog allerede, inden de to skuespillere havde sat sig i sofaen på midten af scenen.

Michael J. Fox blev diagnosticeret med Parkinsons syge i 1991, da han var blot 29 år og på toppen af sin karriere.

Ifølge lægerne ville han være heldig, hvis han kunne blive ved med at arbejde som skuespiller de næste ti år, men først 29 år senere – som 58-årig i 2020 – gik han på pension.

Det var dog tydeligt, at han var hårdt ramt af den frygtelige sygdom, da han lørdag entrerede scenen på New York Comic Convention. Den 61-årige blev vaklende eskorteret ind på plads, men var i godt humør og så ud til at nyde den massive jubel fra salen.

Jublen blev dog kun endnu større, da Christopher Lloyd kom få sekunder senere, og Michael J. Fox lænede sig ind mod ham til et ømt kram.

Og netop krammet er siden gået viral på de sociale medier.

Men de fleste fokuserer på genforeningen mellem de to ikoniske roller, så kan folk heller ikke undgå at blive berørt over, hvordan sygdommen så tydeligt har sat sit præg på Michael J. Fox' krop, som i det virale klip både ryster og laver ufrivillige bevægelser.

'At se Michael J. Fox gør mig glad, men samtidig ked af det,' lyder en kommentar, mens en anden skriver:

'Mit hjerte er knust. Jeg elskede at se på den fyr, da jeg voksede op. Det er hjerteskærende, hvad han går igennem.'

Der er dog også dem, der hylder Michael J. Fox for blot at dukke op denne lørdag.

'Hvis du er lidt hård ved dig selv, så tænk på Michael. Hvis han kan fortsætte, så kan du også. Fokuser på det positive. Livet er ikke så slemt,' lyder en kommentar.

Og netop dette adresserede Michael J. Fox også fra scenen. Her fortalte han, at sygdommen ikke blot viser sig fysisk, men også har påvirket hans korttidshukommelse. Derfor kan han ikke længere spille skuespil, hvor han skal huske lange dialoger, siger han ifølge blandt andre Daily Mail.

Til gengæld har han fundet glæde i sit arbejde med den velgørende organisation Michael J. Fox Foundation, som støtter andre, der også lever med Parkinsons syge.

»Det handler ikke om, hvad jeg har, men om, hvad I giver mig – en stemme til at hjælpe mennesker,« siger han fra scenen, hvor han tilføjer, at han 'ikke ville bytte det for noget'.