Selv om rocksangeren Cliff Richard i år vandt en pædofili-sag, har han igen formået at trække negativ omtale i pressen.

En opsigtsvækkende bemærkning har nemlig fået briterne til at rase.

»Jeg vil hellere have, at 10 skyldige går fri, end at én uskyldig person bliver dømt.«

Sådan lød ordene, da rocksangeren gæstede tv-programmet 'Loose Women', der bliver sendt i England.

Værterne på showet kom ind på pædofili-sagen, der går tilbage til 2014, hvor den nu 78-årige Cliff Richard blev beskyldt for at have misbrugt et barn.

Sangeren blev frikendt ved retten for de grove anklager, og i 2018 fik han en erstatning på små to millioner danske kroner.

Beløbet skulle tv-stationen BBC betale, da Cliff Richard vandt sagen mod dem. Her fik han medhold i, at BBC havde krænket hans privatliv.

Men udtalelsen fik alligevel sindene i kog hos de britiske seere.

En skriver blandt andet:

'Sagde han lige, at han hellere ville have, at 10 sexforbrydere går fri, end at én uskyldig bliver dømt?,' skriver en bruger på Twitter ifølge Daily Mail.

En anden Twitter-bruger melder sig i koret:

'Cliff Richard har lige sagt det dummeste, jeg nogensinde har set på tv,' skriver brugeren.

Cliff Richard
Cliff Richard Foto: CARL DE SOUZA
Vis mere

I det hele taget får Cliff Richard ikke mange pæne ord med på vejen:

'Jeg er ikke fan af Cliff Richard, men han fik lige hele min mave til at vende sig ved at sige, at 10 skyldige mænd skulle gå fri for at redde den ene, der er uskyldig,' skriver brugeren Matt Thomas.

I 2014 fik Cliff Richard ransaget sin bolig i Portugal, da han var under beskyldning for at have misbrugt en dreng for over 20 år siden.

Cliff Richard nægtede alle beskyldninger om, at han skulle være involveret i et overgreb mod drengen.