Familien gennemlever lige nu et mareridt, som går hårdest udover datteren Holly på 3 måneder.

‘Robinson’-parret Christian og Lisa Møgeltoft Rørbæk-Løcke står overfor deres livs udfordring, som allerede startede i begyndelsen af marts, da Christian efter et par dage med hoste og stærke smerter tog til lægen. Her fik han besked på, at tør hoste kan være træls og tage lang tid at komme af med.

'Dagen efter tog jeg igen til lægen, da det kun var blevet værre og endnu mere ulideligt end dagen før, og det virkede mere og mere som ikke en almindelig hoste. Ligesom dagen før blev jeg sendt hjem med samme svar og dog nogle hostestillende piller. Under dette forløb får Hector lungebetændelse med høj feber i 5-6 dage, så vores ferie blev aflyst. Jeg fik feber på min fødselsdag. Så begyndte Holly at hoste meget og utrolig grimt,' skriver Christian på sin Instagram i et opslag, som Realityportalen har fået lov til at gengive, og fortsætter:

'Vi tager hende til lægen d. 11 marts, men vi skal bare holde øje med, at hun ikke får feber. D. 12 får hun et rigtig grimt hosteanfald, og vi ringer til vagtlægen, hvor vi får fortalt, at vi skal holde øje med hendes feber og eventuelt åbne hendes vindue om natten og ligge hende i en flyverdragt (hvilket ikke kommer til at ske). D.13 tager jeg til læge for tredje gang med min hoste, denne her gang bliver jeg podet for kighoste, men lægen tror ikke, jeg har det, men gør det for en sikkerhedsskyld, og jeg skal være helt rolig, da det ikke kan smitte mine børn.'

Lægen tog fejl, og de måtte ringe 112

Det skulle dog vise sig, at lægen tog grueligt fejl omkring både diagnosen og selve sygdommen, og det var tæt på at gå galt.

'I fredags er jeg alene med Holly, hun får et så kraftigt hosteanfald, at hun ikke kan trække vejret og bliver bevidstløs i cirka 10 sekunder, og jeg ringer 112. Heldigvis trækker hun vejret kort efter, men hun virker meget slatten, og jeg vil stadigvæk gerne have, at ambulancen kommer, for nu vil jeg have hende undersøgt ordentligt. Vi bliver kørt på børneafdelingen i Randers, hvor hun bliver indlagt og kommer med det samme i behandling for kighoste,' skriver Christian og fortsætter:'

'Jeg forklarer selvfølgelig min historik med hosten og afventer svar fra min læge. I går fortæller børnelægen, at jeg eventuelt kan se svaret på min podning på sundhed.dk. Svaret på prøven er positiv. Den hoste jeg været til læge med 3 gange, som jeg skulle tage det med ro omkring, da det ikke kan smitte mine børn, har jeg fået og givet videre til Holly, og det var tæt på at gå galt.'

Indlagt i isolation

Christin fik antibiotika, men det betyder ikke, at familien kan slappe af. Sønnen Hector er kommet i behandling for en sikkerheds skyld, og i dag skal Lisa podes for kighoste. Sygdommen kan dog være meget farlig for spædbørn, som ikke er blevet vaccineret, og Holly fik sin tre måneders vaccination i begyndelsen af marts, da Christian første gang søgte læge og allerede havde sygdommen. Derfor er Holly stadig indlagt på hospitalet.

'Udsigten lige nu er lang, svær og hård. Holly skal nok være indlagt længe, da hun ikke kan spise selv, så hun får sonde og kan ikke få meget af gangen i sonden. Holly har cirka tre kraftige hosteanfald i timen også om natten, hvor de er værst. Hun skal tages op hver gang, så ingen søvn til Holly eller den, som er hos hende. Det bliver lidt af et pulsespil at få det hele til at hænge sammen,' skriver Christian og fortsætter:

'Barnedåben på søndag bliver nok heller ikke til noget, da det ikke er usandsynligt, at vi er indlagt endnu. Hun/vi er indlagt med konstant overvågning og isolation – men hun tager det sejt den lille bandit. Pt er Hector og jeg heldigvis feberfri, men Hector er stadigvæk meget mærket af at have været syg i 10 dage.'

Efter opslaget i går har familien taget beslutningen om at aflyse søndagens barnedåb, og Hollys bedstemor har også måttet tage sygeorlov i denne uge, fordi hun muligvis er blevet smittet. Der er endnu ingen bedring, men både Christian, Lisa, Hector og Holly forsøger at bevare humøret oppe og kæmper sig igennem sygdommen og indlæggelsen en dag af gangen.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk