Det er endnu usikkert, om TV3 kan sende den 22. sæson af 'Robinson Ekspeditionen' til efteråret.

Grundet den alvorlige corona-situation, der har lammet hele verden, har produktionsselskabet bag seersuccesen nemlig måttet udskyde optagelserne. Foreløbig tre måneder. Måske længere.

Det bekræfter TV3s programdirektør, Kenneth Kristensen, overfor B.T. og tilføjer:

»Vi fortsætter med optagelserne til produktioner som 'Forsidefruer' og 'Familien fra Bryggen', men holder løbende øje med myndighedernes anbefalinger og fortsætter kun, så længe reglerne kan overholdes,« siger han.

Tv-værten Jakob Kjeldberg skulle igen have stået i spidsen for ekspeditionen. Og selvom han havde glædet sig til igen at råbe af deltagerne og piske dem igennem den ene udfordring efter den anden, så er han nærmest tom for ord, da B.T. spørger til situationen.

»Jeg holder meget af 'Robinson' og har gjort det i mange, mange år - men i denne situation forekommer det mig ligegyldigt,« siger han stille.

»Det er personligt brandirriterende, men jeg vil ikke bruge et nanosekund på at have ondt af mig selv eller produktionen over, at et tv-program ikke bliver optaget til tiden. Det kan man ikke i den her situation,« siger tv-værten over telefonen fra sin villa i Frankrig, hvor han har boet de sidste 14 år.

Modsat Danmark, hvor udgang kraftigt frarådes, er Frankrig lukket fuldstændigt ned. Vil man ikke risikere en bøde på omkring 1.000 kroner, skal man holde sig inden døre.

Situationen er derfor usikker, fortæller Jakob Kjeldberg, der ikke ved, hvad planerne for 'Robinson Ekspeditionen' er.

»Men jeg håber da, at det bare bliver udskudt og ikke aflyst. Jeg ved, der er mange, der har glædet sig til at hygge med det foran tv'et til efteråret.«

'Robinson Ekspeditionen' blev første gang vist på dansk tv i 1998 og skulle til efteråret have været sendt på TV3 for 22. gang.

Jakob Kjeldberg har været vært siden 2004. Inden ham stod Thomas Mygind i spidsen.