Den legendariske italienske DJ Robert Miles er død i en alder af 47 år.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder DJ Mag Italia.

Selvom du måske ikke kan genkende ham ved første øjekast, så har han lavet nogle legendariske trance-numre, som lå på hitlisterne i flere forskellige lande tilbage i 1990’erne.

Særligt nummeret ’Children’ blev populært og lå nummer et på hitlister i mere end 12 lande verden over i 1995. Efter at være blevet verdenskendt for hittet og en række efterfølgende hits, valgte han at træde tilbage fra rampelyset og brugte i stedet sin karriere på at producere og skabe en mere kreativ lyd.

Han har også lanceret radiostationen Open Lab, som primært spillede samme type eksperimentel musik.

»Den tragiske nyhed om den meget talentfulde kunstners død, gør mig ked af det. Jeg kommer til at savne kampene, mundhuggeriet, kritikken og dommene, men særligt dit talent til at finde lyde og melodier, som ikke kan sammenlignes,« siger hans ven Joe T. Vannelli til DJ Mag Italia.

Miles, som var født Robert Concinca, døde af en ukendt sygdom og blev ikke mere end 47 år.