Skuespilleren Robert Hansen er knust efter at have mistet sin mor til kræft.

Robert Hansens mor, Liselott Hansen, blev kun 60 år. I sidste uge mistede hun livet til den sygdom, som hun har kæmpet mod i årevis. Det skriver SE og HØR, og Robert Hansen bekræfter det selv over for bt.dk.

- Jeg har det helt forfærdeligt. Man kan slet ikke forberede sig på den slags. Min mor skulle til at gå på pension og nyde livet som pensionist, så det er bare så uretfærdigt. Kræft skåner ingen, siger den 34-årige skuespiller opgivende.

Liselott Hansen fik allerede for fem år siden konstateret brystkræft, hvorefter hun blev opereret og siden hen erklæret rask. Men kræften vendte tilbage og endte med at være i næsten hele kroppen, blandt andet i knoglerne og leveren.

- Det har været en lang kamp, og i forhold til de smerter, hun har haft, håber jeg, hun nu er kommet til et sted, hvor hun har fået fred, siger Robert Hansen og prøver midt i sorgen også at finde nogle lyspunkter.

- Mine forældre nåede at være gift i 42 år, og hun nåede i det mindste også at opleve Herman (Robert Hansens et-årige søn, red.). Når han var med oppe at besøge hende til sidst, glemte hun hele situationen. Det er jeg trods alt glad for, siger Robert Hansen.

Moderens død sker lige under et år efter, Robert Hansen senest havde kræft helt tæt inde på livet. Hans ekskæreste, skuespilleren Mira Wanting, som han dannede par med i ti år, mistede således livet til livmoderhalskræft i december sidste år.

- Ja, der har sgu været for meget af det. Det er noget møg, siger han.