Arret, der løber ned gennem hans brystben, er et dagligt minde om dagen, hvor Robert Hansen var tæt på at dø.

Men angsten, der fulgte i kølvandet, var ikke kun for, at han selv skulle dø. Den var i høj grad også for angsten for dermed at miste sønnen Herman, som dengang kun var tre år gammel.

»Han kom ud og besøgte mig på hospitalet én gang og så mig ligge der svag og afkræftet med slanger og alt muligt stikkende ud af kroppen. Han blev rigtig forskrækket og ked af det,« husker Robert Hansen om det voldsomme syn, der mødte Herman.

Den populære skuespiller var født med en hjertefejl, men vidste det ikke, da han i 2015 landede på operationsbordet.

Robert Hansen fotograferet kort efter operationen i 2015.
Robert Hansen fotograferet kort efter operationen i 2015. Foto: Privat
Vis mere

Men at han gerne ville have vidst det, er han overhovedet ikke i tvivl om. Ikke mindst for netop Hermans skyld.

»Så kunne jeg have forberedt mig. Have snakket med min søn og dem omkring mig inden,« siger Robert Hansen og fortsætter:

»Når jeg tænker på, hvor mange gange jeg på grund af min astma er blevet lyttet på, er det sgu alligevel specielt, at de ikke har fundet ud af, at lyden var lidt anderledes.«

At hjertefejlen ikke blev opdaget, undrer ham, ikke mindst fordi han gennem sit arbejde for Hjerteforeningen ved, at rigtig mange børn som han fødes med en manglende hjerteklap.

»Havde jeg vidst det, kunne operationen have været et aftalt forløb, som jeg kunne have forberedt mig og dem omkring mig på i stedet for at stå midt i en forestilling og være et helt andet sted i livet,« siger Robert Hansen.

Forskrækkelsen, som Herman fik, kostede da også noget samvær i den første svære tid, hvor han og Hermans mor skærmede den lille dreng, før de nænsomt fortalte, hvad der var sket.

»Dér hjalp det, at han havde været inde på hospitalet og se mig. Set, at der var sygeplejersker, der passede på mig. Så var det okay. Det er meget rørende,« siger Robert Hansen med ømhed i stemmen om sønnen, som også har skullet lære, at hans far nu var en anden.

»Jeg kunne jo ikke løfte ham selv, kunne ikke engang løfte en pose med madvarer i lang tid, så jeg var afhængig af, at nogen hele tiden kom og hjalp,« forklarer Robert Hansen.

Men det var ikke hans eneste bekymring. Han var også skrækslagen for, at han skulle falde om derhjemme, mens Herman var der.

»Hvad skulle han gøre? Han var ikke i en alder, hvor han kunne ringe eller noget.«

Selv om lægerne understregede, at Robert Hansens liv i fremtiden ville blive begrænset, var hans angst for, at noget skulle ske, så stor, at han var nødt til at teste egen grænse.

For sin og Hermans skyld aktiverede han sin indre fighter og meldte sig til et Powerman-løb. 10 km løb. 60 km på cykel. Yderligere 10 km løb.

En stolt Robert Hansen gennemfører en Powerman blot et år efter sin hjerteoperation.
En stolt Robert Hansen gennemfører en Powerman blot et år efter sin hjerteoperation. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Hvis jeg kunne gennemføre det, behøvede jeg ikke gå og være bange for, om hjertet holdt. Det var min manddomsprøve,« siger han med slet skjult stolthed i stemmen om det træningsforløb, som han indledte sammen med B.T. mindre end et år efter sin operation.

»Løbet gjorde, at jeg kunne sige til mig selv, at nu holder hjertet,« smiler Robert Hansen, som gennemførte.

Siden 2017 har han som ambassadør for Hjerteforeningen holdt utallige foredrag om livet som hjertepatient. Strør gavmildt ud af sine oplevelser. Som far. Som menneske.

»Det er så meningsfuldt. Så smukt, det giver en helt anden mening, når man kan se, at nogen får noget ud af det,« forklarer han om de snakke, der altid opstår i kølvandet på foredragene.

Far og søn. Robert Hansen med Herman.
Far og søn. Robert Hansen med Herman. Foto: Privat
Vis mere

Det er de snakke, der bekræfter, at det ikke kun er ham, der skal spise medicin resten af livet og måle sit blodtal, så det hele tiden passer.

At det ikke kun er ham, der har en fremmed genstand i sit hjerte og resten af sit liv skal leve med lyden af metalklappen.

At snakke åbent om det, om angsten og frygten, har hjulpet ham selv ufattelig meget. Og dermed også Herman.

»Jeg er et rigtig godt sted nu. Jeg føler mig som verdens mest ansvarsfulde far. Jeg elsker at tilbringe tid med ham. Og jeg ved, hvor dyrebar den tid er.«