Om knap to måneder bliver Robert Hansen far for første gang.

Kæresten Pernille Fredskild er sat til at føde midt i oktober, og de to venter en dreng.

Men mens kæresten går højgravid rundt hjemme i Danmark, er Robert Hansen tre en halv uge i Sydafrika, hvor han er i gang med optagelserne til en ny ’Min søsters børn’-film, der får premiere næste år.

- Det er hårdt. Vi Skyper sammen, men det er mærkeligt at se, hvordan hun vokser, og jeg er så langt væk. Og forleden var hun hjemme hos min forældre sammen med min søster og grille. Og der kan man ikke lade være med at få lidt ondt i hjertet, når man ser dem alle sammen på Skype, siger Robert Hansen, der glæder sig utrolig meget til at blive far. En rolle, som han øver sig lidt på, imens han er i Afrika.

- Nu er jeg jo omgivet af børn i alle aldre, siger han og forklarer, at hans medspiller Thomas Levin i disse dage har besøg af hans kone Laura Christensen og deres lille søn Jacob.

- Så jeg sidder hver aften og tænker, når jeg kigger på dem: Det er snart mig, det der. Jeg glæder mig rigtig meget, siger han.

Sammen med Thomas Levin spiller han skurk i den nye film, der får titlen ’Min søsters børn i Afrika’. De har været i gang i snart tre uger, og den sidste uge har Thomas Levin besøg af Laura Christensen og sønnen.

- Det betyder, at jeg ikke behøver at savne dem så meget. Og det betyder, at det at jeg er væk, kan blive vent til en oplevelse for os alle tre, siger han.

Der er dog ikke meget fritid, da skuespillerne næsten dagligt er i gang fra tidlig morgen til sen aften.

- Laura tager virkelig et stort slæb ved at rejse herned alene med en lille dreng, Og hun er sammen med ham hele dagen. Men vi har helt klart en fordel ved, at vi begge kender denne branche. Vi ved, hvad det kræver, og det gør det helt klart nemmere, siger han.

Filmen er den 10. i rækken af ’Min søsters børn’. Det er første gang, at både Thomas Levin og Robert Hansen er med på rollelisten. Til gengæld er det tredje film for Peter Mygind, der har rollen som Onkel, og Mille Dinesen, der spiller Fru Flinth. Ligesom det også er tredje gang, at børnerollerne spilles af Frida Luna Roswall Mattson som Pusle, Lasse Guldberg Kamper som Michael, Mathilde Høgh Kølben som Amalie, Sebastian Kronby som Jan og Rumle Risom i rollen som lille Blop.

Martin Miehe-Renard instruerer filmen, Michael Obel producerer, og de to har sammen skrevet manuskriptet.

Filmen er produceret af Obel Film Africa i samarbejde med DR Drama og med støtte fra DFI. Den forventes at komme til at koste omkring 20 mio. kr.