Robert De Niro knokler som en gal for at kunne følge med sin ekskones ekstreme shoppetrang, selvom han allerhelst ville gå på pension.

Den 77-årige skuespiller kan desuden knap betale sine regninger og skylder en formue til den amerikanske stat, hvorfor han ikke vil bruge sine surt tjente penge på at slukke ekskonens 'tørst efter Stella McCartney'.

Det fortalte hans advokat under et retsmøde fredag i forbindelse med hans skilsmisse, skriver blandt andre Page Six.

Robert De Niro og Grace Hightower blev gift i 1997, gik fra hinanden i 1999, men fornyede deres løfter i 2004. I 2018 valgte de dog at blive separeret og har siden ligget i strid om økonomien.

Robert De Niro og Grace Hightower i 2015.
Robert De Niro og Grace Hightower i 2015. Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

Flere gange har Robert De Niro hævet og sænket det beløb, som deres ægtepagt fra 2004 sikrer Grace Hightower. Men nu bør kassen altså blive lukket i, mener han ifølge sin advokat, Caroline Krauss.

»Hr. De Niro er 77 år, og selvom han elsker sit arbejde, skal han ikke tvinges til at arbejde i det her hæsblæsende tempo,« siger hun.

»Hvornår holder det op? Hvornår får han mulighed for ikke bare gå med på alle de projekter, han bliver tilbudt, arbejde seks dage om ugen, 12 timer om dagen, bare så han kan følge med fru Hightowers tørst efter Stella McCartney? spørger hun med reference til kendisdesigneren.

Ifølge Caroline Krauss skulle Grace Hightower alene i 2019 have haft et forbrug på godt 10,3 millioner kroner, som hun blandt andet havde brugt på en diamantring til 7,4 millioner.

Hun påpeger desuden, at pengestrømmen brat vil slutte, hvis Robert De Niro bliver alvorligt syg i morgen.

Under retsmødet fortalte Grace Hightowers advokat, Kevin McDonough, til gengæld, at det var urimeligt, at Robert De Niro blev ved med at skære ned på beløbet til hans klient. Ifølge ægtepagten skal han nemlig forsørge hende, så hun kan fortsætte den livsstil, hun havde inden separationen. Og senest er beløbet sænket drastisk fra 2,3 millioner kroner månedligt til 620.000 kroner fra januar.

Men Robert De Niro har ikke råd til andet, fortæller hans advokat, da han skylder den amerikanske stat flere millioner i skat, og at hele lønnen for hans to næste filmprojekter skal bruges til at dække gælden. I 2015 kom det frem, at Robert De Niro skyldte knap 40 millioner kroner.

Det giver Grace Hightower dog ikke meget for. Gennem sin advokat påpeger hun, at Robert De Niro i så fald burde skrue ned for sin ekstravagante livsstil.

Robert De Niro og Grace Hightower i 2016.
Robert De Niro og Grace Hightower i 2016. Foto: STRINGER
Vis mere

»Når mr. De Niro tager til brunch i Connecticut om søndagen, tager han helikopteren derop. Når han flyver ud for at besøge sine venner i Florida og andre steder, flyver han med privatfly,« siger hendes advokat, Kevin McDonough.

Robert De Niros advokat, Caroline Krauss, afviser dog, at hendes klient flyver til brunch i en helikopter.

Og slutteligt mener dommeren i skilsmissesagen, ifølge Page Six, at begge parter burde åbne øjnene og erkende, at de beløb, de selv kalder 'ordinære', lyder som fantasibeløb for 99,9999 procent af jordens befolkning.

»Jeg vil meget gerne have de to parter skilt,« siger Matthew Cooper, dommer i Manhattan Supreme Court.

»De vil stadig være rigere end nærmest alle andre mennesker på denne jord.«

Eksparret har sammen to børn på 23 og 10.