Lyt til artiklen

Det er en ære, kun de største af de største får tilbudt. Næste år er det en af poppens helt store kvindelige superstjerner, der får lov.

Det bliver nemlig Rihanna, der skal optræde ved Super Bowls spektakulære pauseshow, som ud over æren betyder eksponering til over 200 millioner seere verden over.

'It's gonna be amazing' lyder blot én af mange reaktioner på de sociale medier.

Amazing eller ej, er det ikke første gang, at den 34-årige superstjerne har fået tilbuddet.

Tilbage i 2018 fik hun det også. Men valgte at takke nej.

»Det ville være at sælge ud,« understregede Rihanna dengang i et stort interview med Vogue.

Hendes beslutning var dels en protest mod den professionelle amerikanske fodboldliga NFL, dels en solidaritetserklæring til NFL-quarterbacken Colin Kaepernick, som siden 2016 ikke har spillet i ligaen.

Kaepernick blev persona non grata, da han i en række kampe i protest mod den racisme, politibrutalitet og undertrykkelse, der fandt sted i USA, valgte at knæle i stedet for at stå op under afsyngelsen af nationalsangen.

En protest, der fik daværende præsident Trump til at blande sig og mene, at ligaen skulle fyre den slags spillere.

Men selvom Kaepernick ikke ligefrem blev fyret, stod han efterfølgende tilbage som en uafhentet pakke, ingen ville skrive kontrakt med.

Det var dét spil, den politisk aktive Rihanna rasede over.

»Hvad gavnede det mig eller mit folk?« sagde popstjernen om tilbuddet om at synge under pauseshowet i 2019 og tilføjede så:

»Der foregår ting i den organisation (NFL, red.), som jeg på ingen måde bakker op om. Så jeg ønskede ikke at servicere dem.«

Præcis hvad der har ændret sig fra dengang til nu, hvor Rihanna har sagt ja til Super Bowl, melder historien ikke noget om.

Ifølge The Guardian kan det dog hænge sammen med, at NFL siden har indgået aftale med netop Rihannas management om at levere kunstnere til pauseshowet.

Super Bowl finder sted 12. februar 2023.