Rihanna og Chris Brown har en turbulent fortid, men de seneste dage er de blevet set sammen ved flere lejligheder

Tre aftener i træk er Rihanna og Chris Brown blevet set sammen ved flere lejligheder, skriver Daily Mail. Det var måske derfor Brown så sig nødsaget til at droppe sin kæreste, den 23-årige Karrueche Tran. I en officiel meddelelse skriver han:

- Jeg har besluttet, jeg vil være single for bedre at kunne fokusere på min karriere. Jeg elsker Karrueche højt, men jeg vil ikke have, hun bliver såret på grund af mit venskab med Rihanna. Jeg vil hellere være single og se os begge lykkelige.

Det kunne dog godt se ud som om, han og Rihanna er mere end venner. Chris Browns arm havde i hvert fald fundet vej omkring Rihannas skuldre, da de blev spottet i VIP-sektionen til en koncert med Jay-Z. Før koncerten forlod de endda samme hotel - med 10 minutters mellemrum.

Parret blev også spottet på en natklub, og øjenvidner fortæller, at de kyssede og omfavnede hinanden, skriver Daily Mail. Det ene førte måske til det andet, for senere på aftenen blev de set på vej ud fra toilettet, hvor Rihanna tilsyneladende havde set en smule omtumlet ud.



Rihanna har desuden bekendt til selveste Oprah Winfey, at hun stadig betragter Chris Brown som sit livs kærlighed. Også selvom hun så sent som i 2009 fik arrangeret et polititilhold mod ham, efter han havde slået hende til en fest i forbindelse med Grammy-uddelingen det år.