Allerede som 17-årig gymnasieelev var Rigmor Zobel på krigsstien i forhold til den presse, som hun under sin nylige kokainsag betegnede som 'hyæner'.

Dengang i 1985 skyldtes hendes vrede, at ugebladet Se og Hør over hele forsiden lancerede hende som kronprins Frederiks kæreste og Danmarks kommende dronning.

- Hvad bilder det blad sig egentlig ind?, lød Rigmors reaktion.

På det tidspunkt gik Frederik i 3.g på Øregaard Gymnasium, hvor hun selv netop var begyndt få måneder tidligere.

Rigmor brød i gråd over ugebladets løgnehistorie, som hun frygtede kunne ramme hende socialt:

- Han er jo kun en dreng, og jeg er så bange for at blive upopulær blandt lærerne på skolen og hos mine kammerater. De kan i forvejen ikke lide, at jeg har haft nogle opgaver som fotomodel, men det her slår alt. De kommer til at brække sig over mig - og så er det hele endda løgn, forklarede den ulykkelige teenager.

Et par år senere kunne hun dog glæde sig over, at både Kronprinsen og prins Joachim deltog ved hendes studenterfest. Peter Zobel havde inviteret 150 mennesker til at fejre datterens studenterhue - alle skulle komme i hvidt tøj.

Tæt på kongefamilien

På det tidspunkt havde Zobel-familien i flere år tilhørt kongefamiliens vennekreds. Ikke mindst i kraft af den stærke lidenskab for bl.a. jagt og tennis, som havde ført prins Henrik og Peter Zobel sammen.

Og Zobel-familien var allerede en selvfølgelig del af jetset-miljøet i kraft af den velstand og glamour, som Rigmors oldefar - den første Hermann Zobel - havde kunnet lade gå i arv til sine efterkommere. I øvrigt er det selvsamme Hermann, som Rigmor og hendes far kan takke for det velklingende efternavn Zobel. Han købte det for at kunne smide det mere jævne 'Petersen' væk.

Petersen-fortiden

Peter Petersen og Rigmor Petersen havde formentlig ikke haft samme gennemslagskraft i offentligheden, og i Zobel-familien er man da heller ikke just begejstrede for at blive mindet om familiens Petersen-fortid.

Så var der anderledes schwung over det, da Rigmor i 1989 kunne vise sig offentligt med sin daværende ledsager, den egyptiske rigmandssøn Moody Al-Fayed. Hans stenrige familie regnes blandt de mest velhavende i Europa og påkaldte sig stor opmærksomhed, da Moodys fætter Dodi i 1997 blev slået ihjel sammen med Lady Diana i en bilulykke i Paris.

På det tidspunkt var Rigmor Zobel imidlertid blevet kæreste med sin nuværende mand, Jesper Ravn.

Parret blev gift i 2003 og har to børn. Trods familiens velstand mærker de også, at det har sine omkostninger af vokse op som en Zobel.

LÆS DE TRE TIDLIGERE KAPITLER I SERIEN VED AT FØLGE DE TRE ØVERSTE LINK I TEKSTEN. LÆS I TORSDAG 5. OG SIDSTE AFSNIT.